23/06-11
-
Pressemeddelelse
Halvdelen af salmonellatilfældene stammer fra rejser
Færre danskere blev syge af salmonella i 2010 sammenlignet med 2009. Knap halvdelen af de danskere, der bliver syge af salmonella, bliver smittet i udlandet. Det viser den årlige rapport om forekomsten af sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker, fra Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet.
I 2010 blev der registeret 1.598 danskere med en salmonellainfektion, hvilket svarer til 28,7 tilfælde pr. 100.000 borgere. Det er markant færre end i 2009, hvor 2.129 tilfælde blev registreret. Antallet af tilfælde er nu på niveau med perioden 2005-2007 efter de store salmonellaudbrud i 2008 og 2009. Det er især færre udbrudsrelaterede tilfælde, som er årsag til faldet.
Næste halvdelen af salmonellainfektionerne, 47% svarende til 749 tilfælde, tog danskerne med hjem fra en udenlandsrejse. Det er en stigning på 14% i forhold til 2009. Det er særligt i forbindelse med rejser til Egypten, Thailand og Tyrkiet, at danskerne bliver smittet.
Rekordlav forekomst af infektioner fra danske æg
Den næsthyppigste salmonellatype hos mennesker er salmonella enteritidis med 388 tilfælde i 2010. 76% af tilfældene stammer fra rejser. Den høje andel fra rejser skyldes i særdeleshed, at et rekordlavt antal salmonella enteritidistilfælde havde oprindelse i Danmark i 2010 - faktisk det laveste antal i 25 år.
Rapportens regnskab over smittekilder viser, at årsagen til den lave forekomst er, at danske æg kun var årsag til 1,8% af tilfældene i 2010. I 2009 var andelen 12,3%. Der er ikke registeret nogle udbrud med æg som kilde i 2010, mens der i 2009 var to store udbrud, hvilket forklarer en stor del af forskellen mellem de to år.
"I en årrække har Danmark haft et påbud om, at alle æg fra salmonellapositive æglæggerflokke skal varmebehandles, og i resten af EU har der været et lignende forbud. Det betyder, at der kommer langt færre rå æg med salmonella enteritidis ud til forbrugerne, og færre danskere bliver derfor syge af salmonella fra æg både i Danmark og på rejser i EU", siger forsker Birgitte Helwigh fra DTU Fødevareinstituttet.
Dansk svinekød er hovedkilde
Den største fødevarekilde til infektioner i Danmark i 2010 var svinekød med 248 tilfælde. 16,4% af tilfældene skyldes dansk svinekød og 5,4% importeret svinekød. Det er mere end en fordobling for begge kilder. Hovedparten af tilfældene forårsaget af dansk svinekød kan dog tilskrives to udbrud med henholdsvis 172 og 20 tilfælde, svarende til cirka 12% af det totale antal salmonellatilfælde.
Dansk kyllingekød er kun skyld i ganske få salmonellainfektioner - 8 tilfælde i 2010. De seneste fire år har antallet af salmonellainfektioner forårsaget af dansk kyllingekød ligget under eller lige over 1%.
Godt en femtedel af alle salmonellatilfælde kan ikke tilskrives en specifik fødevarekilde. De kan være forårsaget af fødevarer, som ikke overvåges rutinemæssigt for salmonella - for eksempel frugt og grønt. Smitten kan også stamme fra andre smittekilder som for eksempel kontaktsmitte fra hus- og kæledyr.
Indsatsen gør en forskel
"Det er helt nødvendigt med en koordineret international indsats, hvis problemet med salmonella og andre sygdomsfremkaldende bakterier i fødevarer skal bekæmpes", siger forskningsleder Tine Hald fra DTU Fødevareinstituttet.
"I Danmark har vi de sidste 15 år haft fokus på at løse problemerne med salmonella, og der er ydet en stor indsats i både besætningerne og på slagterierne. EU har fastsat mål for salmonellaforekomsten i kyllingeflokke og æglæggere. Danmark har ligget under de fleste af målene i en del år, og den samlede indsats har resulteret i et fald i antallet af salmonellainfektioner hos danskerne", fortsætter Tine Hald.
EU arbejder også i øjeblikket med at indføre et forbud mod de væsentligste salmonellatyper i fersk kød fra kyllinger, høns og kalkuner i hele EU samt fra lande uden for EU.
Læs mere
Download rapporten: Annual report on Zoonoses in Denmark 2010 (pdf) : (http://bit.ly/mdAMEz
). Det er også muligt at få tilsendt rapporten ved at kontakte sekretær Vibeke Bay fra DTU Fødevareinstituttet på tlf.
40 21 53 77
Kontakt
Forskningsleder Tine Hald, tlf. 51 15 74 85
Forsker Birgitte Helwigh, tlf. 40 21 19 62
Relevant information
http://www.food.dtu.dk
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk