15/07-11
-
Pressemeddelelse
På sporet af bakterien
Producenter af fødevarer kan bruge bedre og mere sofistikerede matematiske værktøjer til at opspore kilderne til skadelige bakterier og virus i fødevarer. Det viser forskning fra et stort EU-projekt, BIOTRACER, som er ledet af DTU Fødevareinstituttet.
Mange mennesker i EU rammes hvert år af maveonde, feber og diarré, eller det der er værre, hvad enten maden tilberedes i køkkenet eller på grillen. Selv om antallet af salmonellatilfælde i EU er faldet de seneste år, er salmonellabakterien stadig en af de mest almindelige årsager til, at vi bliver syge af de fødevarer, vi spiser. I 2009 blev der rapporteret 108.614 tilfælde af salmonellainfektioner i EU, og i Danmark blev der rapporteret 1.598 tilfælde i 2010.
Biotracing - på sporet af de skadelige bakterier
Et stort EU-projekt, BIOTRACER, som er ledet af DTU Fødevareinstituttet, har til formål at udvikle matematiske værktøjer til at hjælpe producenter af fødevarer med at spore skadelige bakterier og virus tilbage til smittekilden.
Biotracing adskiller sig fra de nuværende eftersporingssystemer ved, at forskerne går hele kæden igennem ved et udbrud - som i en retssag forsøger de at rekonstruere hændelsesforløbet og samtidig lære af, hvad tidligere udbrud viser, kan være en sandsynlig smittekilde.
Forskerne bruger bakteriernes genetiske fingeraftryk, deres DNA. De sammenligner bakteriernes DNA fra fødevareprøver med prøverne fra patienter og konstaterer, om der er et match.
"Meget af det arbejde, vi har publiceret, ligner det, man kender fra retsmedicin. Man finder DNA på gerningsstedet, men kan ikke finde gerningsvåbenet. Der mangler simpelthen den rygende pistol", siger forskningsleder Jeffrey Hoorfar fra DTU Fødevareinstituttet.
Det anvendte software er oprindeligt udviklet til forsikringsbranchen til at fastsætte risikomodeller ved præmiefastsættelse. Det er muligt at indregne alle mulige observationer fra tidligere udbrud for at mindske usikkerhederne og løbende gøre de matematiske værktøjer endnu bedre til at spore smittekilden.
"Ved at udnytte vores viden fra tidligere udbrud kan de matematiske værktøjer være med til at støtte op om DNA-materialet, og som noget nyt samtidig sætte tal på, hvor sandsynligt der er, at et bestemt stykke kyllingekød eller en svinekotelet er årsagen til udbruddet", fortsætter Jeffrey Hoorfar.
Matematiske værktøjer prøvet på slagterier
For at efterprøve de matematiske værktøjer undersøgte forskerne svine- og kyllingeslagterier i flere EU-lande for at finde ud, hvordan kød bliver forurenet med salmonella.
"I Danmark er det primært slagtedyr, der en gang imellem slæber salmonella med ind på slagterierne, mens det i de andre lande ofte er mangel på hygiejne på slagterierne, som er årsagen til salmonellaforurenet kød", fortæller Jeffrey Hoorfar.
EU-Kommissionen har inviteret forskerne bag BIOTRACER til et møde med EU-parlamentarikere og industrien den 20. september 2011 i Bruxelles. Her vil projektets resultater blive præsenteret, og det vil blive diskuteret, hvordan projektets resultater kan indgå i lovgivningen om fødevaresikkerhed.
Den amerikanske organisation, "International Association for Food Protection", har desuden inviteret DTU Fødevareinstituttet til at deltage med et oplæg om resultaterne fra BIOTRACER på en kongres om mikrobiologi og fødevarer i USA den 31. juli 2011.
BIOTRACER er til dato et af de største fødevaremikrobiologiske forskningsprojekter finansieret af EU-Kommissionen. Projektet har en bevilling på 85 millioner kroner og har involveret 46 organisationer og virksomheder fra 24 lande. Projektet startede i 2007 og løber frem til udgangen af 2011.
Læs mere
Resultaterne fra forskningen under BIOTRACER er udgivet i et særnummer af det anerkendte tidsskrift International Journal of Food Microbiology. Tidsskriftet sætter fokus på resultater fra BIOTRACER projektet med 23 artikler skrevet af projektets forskere.
Desuden er bogen "Rapid detection, characterization, and enumeration of foodborne pathogens" (http://bit.ly/ov8s50), som præsenterer nogle af de seneste fremskridt inden for påvisning og karakterisering af patogener i fødevarer, udkommet. Meget af det arbejde, der beskrives i de forskellige bogkapitler, stammer fra BIOTRACER.
Endelig er forskningsresultaterne, ikke kun fra BIOTRACER, men også fra de andre sporbarhedsprojekter, som er finansieret under det 6. rammeprogram af EU-Kommissionen, samlet i bogen "Food chain integrity: A holistic approach to food traceability, safety, quality and authenticity" (http://bit.ly/qqekSX).
Kontakt
Forskningsleder og samarbejdsprofessor Jeffrey Hoorfar,
tlf. 22 76 83 55.
Relevant information
http://www.biotracer.org
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk