01/09-11
-
Pressemeddelelse
Ændring i antibiotikabrug reducerer antallet af resistente bakterier
Pressemeddelelse fra parterne bag DANMAP-programmet: DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut:
Ændring i antibiotikabrug reducerer antallet af resistente bakterier
Forekomsten af resistente klebsiella-bakterier hos patienter med blodforgiftning er steget betydeligt på de danske sygehuse de senere år. Et forsøg fra Bispebjerg Hospital viser, at skift af antibiotika kan føre til et fald i antallet af resistente bakterier. Det fremgår af DANMAP-rapporten for 2010.
Bredspektrede antibiotika som cefalosporiner bruges til behandling af livstruende infektioner hos mennesker. Antallet af infektioner med klebsiella-bakterier, som er resistente over for sådanne antibiotika, er de senere år steget betydeligt på sygehusene i Danmark. I 2010 var andelen af cefalosporin-resistente klebsiella-bakterier fra blodforgiftninger 9%, mens den var under 5% i 2006 - samme niveau som i de øvrige nordiske lande.
Resistente bakterier spredes mellem sygehuse
"Niveauet af resistente klebsiella-bakterier har tidligere været lavt i Danmark. Det er bekymrende, at Danmark nu er på niveau med visse sydeuropæiske lande", siger seniorforsker Anette M. Hammerum fra Statens Serum Institut.
De resistente klebsiella-bakterier er hovedsagelig et problem på Sjælland, mens de i mindre grad forekommer på Fyn og i Jylland.
"Fra en undersøgelse af klebsiella-bakterier fra patienter med blodforgiftninger fra hele Danmark ved vi, at de resistente klebsiella-bakterier spredes imellem de sjællandske sygehuse", fortsætter Anette M. Hammerum.
Stigende antibiotikaforbrug skyld i resistens
Stigningen i resistente klebsiella-bakterier hænger sammen med, at forbruget af bredspektrede antibiotika på de danske sygehuse er steget fra 49% af totalforbruget i 2001 til 67% i 2010.
Det er fortsat muligt at behandle klebsiella-infektioner i Danmark, men både i 2009 og 2010 havde flere patienter klebsiella-bakterier, som også var resistente over for carbapenem. Carbapenem er det antibiotikum, der ofte bruges som sidste mulighed til behandling af infektioner med klebsiella-bakterier.
"Fortsætter udviklingen med de multiresistente klebsiella-bakterier, kan der opstå situationer i Danmark, hvor der ikke er antibiotika tilbage, som vi kan bruge til behandling", siger seniorforsker Anette M. Hammerum.
Hospital reducerer antallet af resistente bakterier
Bispebjerg Hospital er et af de hospitaler, hvor der har været en høj forekomst af resistente klebsiella-bakterier. I 2010 skar hospitalet ned på forbruget af cefalosporiner med 76%. Det medførte et fald i forekomsten af cefalosporin-resistente klebsiella-bakterier fra 43% i januar 2010 til 16% i november 2010.
"Vores forsøg med ændringerne i antibiotikaforbruget viser, at det er muligt at reducere antallet af resistente klebsiella-bakterier", siger overlæge Jenny Dahl Knudsen fra Hvidovre Hospital, som er en af initiativtagerne til forsøget på Bispebjerg Hospital.
Kontakt
Statens Serum Institut:
Seniorforsker Anette M. Hammerum, tlf. 32 68 33 99
Hvidovre Hospital:
Overlæge Jenny Dahl Knudsen, tlf. 38 62 24 28
FAKTA
Klebsiella-bakterier
Klebsiella pneumoniae - her kaldet klebsiella-bakterier - er bakterier, der kan findes i tarmen hos de fleste mennesker. Klebsiella-bakterier minder meget om coli-bakterier og kan give sygdomme som blærebetændelse, lungebetændelse, infektioner i sår og i værste fald blodforgiftning. Klebsiella-bakterier er blandt de bakterietyper, der ofte giver blodforgiftning.
Infektioner med Klebsiella-bakterier opstår som regel hos patienter, der er blevet opereret eller er syge af en anden sygdom. Dødeligheden er op til 40% ved blodfor¬giftning forårsaget af resistente klebsiella-bakterier.
Resistente klebsiella-bakterier spredes fra patient til patient. Det ser ikke ud til, at de resistente klebsiella-bakterier kan stamme fra dyr eller fødevarer.
Smal- og bredspektrede antibiotika
Antibiotika kan opdeles i smalspektrede og bredspektrede antibiotika. Smalspektrede antibiotika rammer kun enkelte bakteriegrupper, mens bredspektrede antibiotika rammer mange forskellige bakteriegrupper på én gang.
Fordelen ved bredspektrede antibiotika er, at de kan anvendes til behandling, før man ved, hvilke bakterier der forårsager infektionen. Men ulempen ved de bredspektrede antibiotika er, at de ofte også dræber nyttige og uskadelige bakterier som for eksempel bakterier i tarmen. Det kan føre til fremvækst af resistente bakterier.
Bakteriers forsvar mod antibiotika er resistens
Antibiotikabehandling har til formål at dræbe de sygdomsfremkaldende bakterier, men kan også medføre, at bakterierne beskytter sig ved med tiden at udvikle resistens over for antibiotikummet. Det er derfor vigtigt ikke at overforbruge antibiotika og kun at anvende antibiotika, når det er nødvendigt.
På de danske sygehuse er forbruget af bredspektrede antibiotika steget over de sidste 10 år fra 49% af totalforbruget i 2001 til 67% i 2010 (opgjort i Definerede Daglige Doser per 1000 indbyggere per døgn).
En gruppe af bredspektrede antibiotika, som bruges til behandling af livstruende infektioner, er cefalosporin. Det specielle ved cefalosporin-resistens er, at bakterierne også bliver resistente over for næsten alle typer penicilliner.
Det nationale antibiotikaråd
I 2010 blev et antibiotikaråd nedsat i Danmark med deltagelse af de relevante myndigheder og institutioner. Det nationale antibiotikaråd fungerer som et tværgående, koordinerende organ under Sundhedsstyrelsens formandskab og skal medvirke til at fremme hensigtsmæssig brug af antibiotika i Danmark.
DANMAP 2010
Tallene stammer fra DANMAP-rapporten for 2010, der i år er udkommet for 15. gang. Hvert år opgør rapporten forbrug af antibiotika og forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker. Bag rapporten står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.
DANMAP-rapporten er tilgængelig i pdf på www.danmap.org.
Relevant information
http://www.food.dtu.dk
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk