Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/11-11   -   Pressemeddelelse

Fra fisk til fremtidens fødevarer på 80 år

Det er 80 år siden Stauning ved lov indførte Fiskeriministeriets Forsøgslaboratorium, som i dag stadig har en kerne i Afdeling for Fødevareindustriel Forskning i DTU Fødevareinstituttet. Siden har afdelingen udviklet sig til en vigtig fødevareteknologisk forskningsspiller og har i samspil med resten af DTU Fødevareinstituttet fokus på udviklingen af fremtidens fødevarer.

Afdeling for Fødevareindustriel Forskning blev etableret ved en organisationsændring den 1. januar 2010, der samlede DTU's fødevareteknologiske forskningsmiljøer på DTU Fødevareinstituttet. Inden da er en sammensat fortid gået forud under forskellige navne og organisatoriske placeringer. Udover fiskeindustriel forskning omfatter afdelingen i dag også marin bioteknologi og andre fødevareindustrier end fiskeindustrien.

Symbiose med DTU
Dele af Afdeling for Fødevareindustriel Forskning går 80 år tilbage, hvor Stauning indførte Fiskeriministeriets Forsøgslaboratorium på Den Polytekniske Læreanstalt.

"Laboratoriet blev oprettet for at udvikle den danske fiskeindustri. Den teknologiske udvikling har haft de bedste forudsætninger i den symbiose, der gennem alle årene har været mellem laboratoriet og Den Polytekniske Læreanstalt - senere DTU. Det har givet rig mulighed for teknologisk og de sidste 25 år også biologisk forskning i fiskeprodukter", siger forskningschef Torger Børresen fra DTU Fødevareinstituttet.

I dag er viften af teknikker udvidet til også at omfatte nyere teknikker som nanoteknologi og informationsteknologi.

Høj grad af samarbejde med industri og myndigheder
DTU Fødevareinstituttet har fortsat meget tæt samarbejde med industrien. Det afspejler sig for eksempel i DTU Fødevareinstituttets deltagelse i forsknings- og innovationsplatformen inSPIRe. Her bidrager DTU Fødevareinstituttet særligt til projekter med at tilrettelægge fremtidens fødevareproduktionskæde, så industriens krav til fleksibilitet i fødevareproduktionskæden kan føre til produktivitetsforbedring og øget konkurrenceevne.

Marin bioteknologi er et andet område i udvikling i DTU Fødevareinstituttet. Tidligere var kernen at forhindre bakterier i fisk i at forvolde skade. De seneste år har DTU Fødevareinstituttet også haft fokus på at se bakterier som medspillere. Her er havet en ny ressource, fordi det indeholder nye bakterier, der kan udnyttes teknologisk. Fiskeindustrien bruger for eksempel bakterier til konservering og til såkaldte fiskeprobiotika. Probiotika er mikroorganismer, som menes at have sundhedsfremmende egenskaber.

"Vi har med Afdeling for Fødevareindustriel Forskning styrket DTU Fødevareinstituttet, både fordi vi har føjet havets ressourcer til vores aktivitetsområde, og fordi afdelingen står stærkt inden for fødevareteknologi. DTU Fødevareinstituttet har fokus på at udvikle nye fødevarer og at gøre vores fødevarer mere sikre ved at udnytte forskningsresultater til gavn for erhvervet, myndighedsbetjeningen og ikke mindst forbrugerne," siger konstitueret institutdirektør Jørgen Schlundt fra DTU Fødevareinstituttet.

Den 4. november 2011 markerer afdelingen de 80 år med et fagligt arrangement og en jubilæumsfest for afdelingens nuværende og tidligere medarbejdere.

Kontakt
Konstitueret institutdirektør Jørgen Schlundt, jors(at)food.dtu.dk, tlf. 23 67 47 48
Forskningschef Torger Børresen, torgr(at)food.dtu.dk, tlf. 40 25 12 23

Relevant information

http://www.food.dtu.dk


Pressekontakt


Firma

DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet, Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg, Danmark

  35 88 77 05
  22 84 48 61

http://www.food.dtu.dk

Modtag nyheder fra DTU - Fødevareinstituttet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater