Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
20/02-12   -   Pressemeddelelse

Fibre til kamp mod tarmsygdom

Udvalgte fibertyper fra sukkerroer og kartofler kan få tarmens mælkesyrebakterier til at gro, viser resultater fra et ph.d.-projekt fra DTU Fødevareinstituttet. Det kan være godt nyt for patienter med sygdommen blødende tyktarmsbetændelse. Bakterierne menes nemlig at kunne hæmme betændelsestilstanden og mildne sygdomsforløbet. Perspektivet er inden for fem år at foretage de første test med de specielle fibre på mennesker.

Bestemte fibre af restprodukter fra produktion af kartoffelmel og sukker kan måske give mennesker med blødende tyktarmsbetændelse et bedre behandlings- og sygdomsforløb. Sygdommen kan endnu ikke helbredes, men håbet er, at man i fremtiden kan mindske sygdomsudbruddets længde og voldsomhed eller forlænge sygdommens inaktive stadie ved hjælp af bestemte kostændringer. Det konkluderer Louise Kristine Vigsnæs fra DTU Fødevareinstituttet i sin ph.d.-afhandling.

Sygdommen blødende tyktarmsbetændelse, der også kaldes colitis ulcerosa, rammer hvert år ca. 500 mennesker om året i Danmark.

Gavnlige mælkesyrebakterier
Louise Kristine Vigsnæs har undersøgt, om fibre af restprodukter fra kartoffelmels- og sukkerproduktion kan benyttes til at stimulere væksten af de gavnlige mælkesyrebakterier i tarmen.

Mælkesyrebakterierne er vigtige for, at vi kan opretholde en sund tarm og hermed et velfungerende immunforsvar. Menneskets tarmkanal bebos af mange forskellige typer bakterier, som enten er en del af den faste bakteriestand, eller løbende bliver tilført udefra med kosten. En af mælkesyrebakteriernes funktioner i tarmen er at balancere immunforsvaret ved at fremme nedregulering af betændelsestilstande.

I projektet blev afføring fra både patienter med blødende tyktarmsbetændelse og fra raske personer analyseret.

Det viste sig, at patienter med blødende tyktarmsbetændelse har en anderledes bakteriesammensætning i tarmen, end raske har. Patienterne havde langt færre af de gavnlige mælkesyrebakterier sammenlignet med raske personer, og mælkesyrebakterierne hos patienterne havde samtidig en reduceret evne til at udvikle sig og vokse i tarmens slimlag", siger Louise Kristine Vigsnæs fra DTU Fødevareinstituttet og fortsætter:

"I laboratoriet tilførte vi bestemte, veldefinerede fibre til afføringsprøverne. Her viste det sig, at specielt væksten af de gavnlige mælkesyrebakterier steg, når disse fibre var til stede. Det kan tyde på, at patienter med blødende tyktarmsbetændelse kan have fordel af at spise et produkt med sådanne fibre for at styrke immunforsvaret".

Nye fødevareingredienser
Ph.d.-projektet har foreløbig vist, at specialproducerede ufordøjelige fibre fra restprodukter fra sukker- og kartoffelmelsproduktion er i stand til at stimulere netop de gavnlige mælkesyrebakteriers vækst signifikant. Det vil blive fulgt op af yderligere forskning i DTU Fødevareinstituttet.

"I et nyt projekt håber vi, at det fiberrige kosttilskud kommer i produktion. Bare det at få produceret nok rene fiberprodukter til test, til først og fremmest animalske undersøgelser, er på nuværende tidspunkt en udfordring. Test på mennesker vil måske først ske om tre til fem år, måske senere, afhængig af resultaterne af de igangværende undersøgelser", slutter Louise Kristine Vigsnæs.

Læs mere
Se Louise Kristine Vigsnæs afhandling: Role of intestinal microbiota in ulcerative colitis - Effects of novel carbohydrate preparations (pdf).

Ph.d.-projektet var en del af 'Prebiotic Center' på DTU Kemiteknik, som også har bidraget til arbejdet med at specialfremstille fibrene. Herlev Hospital har desuden som partnere i projektet bidraget til at indsamle prøverne fra patienter med blødende tyktarmsbetændelse.

Relevant information

http://www.food.dtu.dk


Pressekontakt


Firma

DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet, Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg, Danmark

  35 88 77 05
  22 84 48 61

http://www.food.dtu.dk

Modtag nyheder fra DTU - Fødevareinstituttet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater