22/02-12
-
Pressemeddelelse
Svine-MRSA stammer oprindeligt fra mennesker
Den resistente stafylokokbakterie, såkaldt svine-MRSA, der i stigende grad forårsager infektioner i mennesker, ser ud til oprindeligt at stamme fra mennesker. I den oprindelige form har bakterien været følsom overfor antibiotika, men har udviklet resistens efter den har skiftet vært fra mennesker til svin. Det har danske forskere fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut i samarbejde med amerikanske kolleger vist ved at sammenligne den komplette arvemasse fra stafylokokbakterier fundet i svin og mennesker.
MRSA-bakterier er resistente over for antibiotika, der er vigtige for behandling af livstruende infektioner hos mennesker. Sammenlignet med udlandet har Danmark fortsat en lav forekomst af infektioner forårsaget af MRSA-bakterier, men antallet af mennesker smittet med MRSA-CC398 steg fra 40 i 2009 til 163 i 2011.
Langt de fleste personer med MRSA-CC398 har haft kontakt til svin, men i 2010 blev 15 tilfælde af MRSA-CC398 fundet hos personer, som ikke havde haft kontakt til svin.
Bakterien udviklede resistens i svin
I en ny undersøgelse fra et internationalt konsortium ledet af forskere fra DTU Fødevareinstituttet, Statens Serum Institut og det amerikanske Translational Genomics Research Institute (TGen) har forskerne kortlagt og sammenlignet hele arvemassen fra 89 stafylokokbakterier fra mennesker og dyr fra19 lande og 4 kontinenter.
De nye resultater viser, at MRSA-CC398 sandsynligvis er startet som en normal antibiotikafølsom stafylokokbakterie i mennesker - en bakterie, som kan slås ned med almindelige antibiotika. Herfra har den spredt sig til svin, og i svin er den blevet resistent over for antibiotika først af typen tetracyklin og dernæst methicillin.
Som en resistent bakterie har MRSA-CC398 tilpasset sig svin og har derfor været dårlig til at sprede sig til mennesker, der ikke har direkte kontakt til smittede svin. Da den oprindelige antibiotikafølsomme stafylokokbakterie stammer fra mennesker, viser undersøgelsen imidlertid tegn på, at den nyligt opståede resistente bakterie vil kunne tilpasse sig mennesker igen og derved lettere kunne sprede sig mellem mennesker.
Nemmere smitte fra menneske til menneske
"Den nye undersøgelse giver værdifuld information om oprindelsen og fremtidige risici ved MRSA-CC398. Det er relevant på grund af den stigende forekomst af MRSA-CC398 hos mennesker. De nye resultater understreger, at brugen af antibiotika i dyrestaldene efterfølgende kan give problemer ved behandling af mennesker, fordi bakterier, der udsættes for antibiotika i landbruget, udvikler resistens over tid", siger forskningsleder Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet.
"Resultaterne er bekymrende. Generhvervelsen af egenskaber hos MRSA-CC398, der er tilpasset mennesker, kan muligvis forklare, hvorfor vi ser et stigende antal tilfælde af MRSA-CC398 blandt mennesker uden kontakt til svin. Det kan føre til øget smitte fra menneske til menneske og kan få alvorlig betydning for vores muligheder for at begrænse smitterisikoen fremover", påpeger overlæge Robert Skov fra Statens Serum Institut.
Læs mere
Resultaterne er offentliggjort i en artikel i tidsskriftet mBio - find den på mio.asm.org: Staphylococcus aureus CC398: host adaptation and emergence of methicillin resistance in livestock. (http://mbio.asm.org/content/3/1/e00305-11)
DTU Fødevareinstituttet er EU-referencelaboratorium for antibiotikaresistens og WHO samarbejdscenter for antibiotikaresistens.
Statens Serum Instituts stafylokok laboratorium er nationalt referencelaboratorium for stafylokokker og stafylokok infektioner.
Find desuden mere information om Center for genomisk epidemiologi på www.genomicepidemiology.org.
Kontakt
DTU Fødevareinstituttet:
Professor og forskningsleder Frank Møller Aarestrup, fmaa@food.dtu.dk, tlf. 35 88 62 81
Statens Serum Institut:
Overlæge Robert Skov, rsk@ssi.dk, tlf. 32 68 83 48
Relevant information
http://www.food.dtu.dk
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk