Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
02/12-14   -   Pressemeddelelse

Fremtidens brændstoffer til fly skal være bæredygtige

I modsætning til biltrafik, som i nær fremtid vil kunne køre på el, er flytrafik afhængig af flydende brændstof. DTU Fødevareinstituttet vil udvikle nye miljøvenlige flydende brændstoffer til fly, baseret på biomasse af plantemateriale. Innovationsfonden har bevilget 21 mio. kr. til projektet.

Vores samfund er afhængig af energi til bl.a. transport. Energien kommer næsten udelukkende fra råolie, som er en begrænset ressource, der er blevet dannet af biomasse i en proces, der løber over flere millioner år. I vores levetid kan vi ikke producere mere naturlig råolie, og prognoser fra olieindustrien siger, at vi allerede har brugt halvdelen af jordens forsyninger.

Med vores nuværende forbrug vil verden være løbet tør for tilgængelig råolie i dette århundrede. Afbrænding af olie og andet fossilt brændstof fører desuden til mere kuldioxid og drivhusgasser i atmosfæren og hermed til global opvarmning.

Jetfly kræver særligt brændstof
Der er behov for bæredygtige alternativer, og derfor igangsætter DTU Fødevareinstituttet nu et projekt, der skal udvikle nye miljøvenlige flydende brændstoffer til fly ud af plantemateriale.

Mange transportsektorer benytter alternative energikilder, for eksempel naturgas og batterier til vind- og solenergi. Ingen af alternativerne imødekommer behovet for den energitæthed eller har de fysisk-kemiske egenskaber, som er krævet af brændstof til jetfly.

Vil finde de bedste byggesten til jetbrændstof
Råolie er i sin tid dannet fra plantebiomasse, og biomassen er også det materiale, som bliver forskningsprojektets basismateriale. Overskud fra planteproduktion skal nedbrydes til bestanddele, der kan anvendes som næring for mikroorganismer.

"I projektet vil vi arbejde på mikrobiologisk fremstilling af længere alkoholer. De længere alkoholer kan vi bruge som byggesten til at syntetisere såkaldte æter-molekyler, som test har vist, at vi kan bruge som jetbrændstof," siger professor Peter Ruhdal Jensen fra DTU Fødevareinstituttet.

"Alkoholerne dannes naturligt af visse mikroorganismer, men kun i begrænset mængde. Med forskningsprojektet kan vi arbejde på at optimere mængden af alkoholerne og undersøge hvilke af dem, der er de bedste byggesten til jetbrændstof," tilføjer Peter Ruhdal Jensen.

Reducerer udledning af sundhedsskadelige partikler
Både alkoholer og ætere er værdifulde industrikemikalier i sig selv, og et sekundært mål i forskningsprojektet er derfor at skabe en bæredygtig produktionsplatform for disse kemikalier.

"Når fremtidens fly flyver på jetbrændstof fra bæredygtig biomasse, vil det medføre en reduktion af udledningen af CO2 til atmosfæren til gavn for miljøet. Desuden forventer vi, at de nye typer af æter-baserede jetfbrændstoffer samtidig vil føre til reduceret udledning af sundhedsskadelige partikler til miljøet," forklarer Peter Ruhdal Jensen.

De miljømæssige gevinster vil gøre de nye typer jetbrændstoffer til attraktive alternativer for den internationale luftfartsindustri, som forventes snart at få svært ved at dække deres behov for jetbrændsof via fossile brændstoffer.

Projektet har et budget på 29 mil. kr., hvoraf 21 mio.kr. er bevilget fra Innovationsfonden. Resten af pengene kommer fra DTU, KU, AAU, AU, Novozymes, Airbus, Clauson-Kaas og Cumulus Bio. SAS og Atlantic Airways støtter også projektet med reference jetbrændstof. Projektet varer fire år.

Pressekontakt

Peter Ruhdal Jensen
Professor DTU Fødevareinstituttet
  45 25 25 10

Firma

DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet, Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg, Danmark

  35 88 77 05
  22 84 48 61

http://www.food.dtu.dk

Modtag nyheder fra DTU - Fødevareinstituttet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater