Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/06-15   -   Pressemeddelelse

Metode giver mere viden om skadelige stoffer i fødevareemballage

En ny metode til hurtigere at undersøge kemiske stoffer i fødevareemballage af pap og papir er udviklet i et ph.d.-projekt på DTU Fødevareinstituttet. Metoden kan bruges til at udvide den eksisterende viden om hvilke kemiske stoffer i emballagen, der potentielt er sundhedsskadelige.

Pap og papir bliver i stor stil brugt i fødevareemballage såsom bagepapir, mikrobølgepopcornsposer og morgenmadsemballage, der er i direkte kontakt med fødevarer. På trods af den omfattende brug af den type emballage, er der begrænset viden om både den kemiske sammensætning af emballagen og de toksikologiske effekter af de kemiske forbindelser.

Screeningstrategi udviklet
Linda Bengtström har i sit ph.d.-projekt i DTU Fødevareinstituttet udviklet en screeningstrategi, som kan bruges til at undersøge og sikkerhedsvurdere fødevarekontaktmaterialer af papir og pap. I screeningen trækkes kemiske forbindelser først ud af emballagen, hvorefter de adskilles i mindre portioner (fraktioner), hvis giftighed måles i celleforsøg.

På den måde er det muligt at fokusere på de fraktioner, som indeholder potentielt hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer. I de "giftige" fraktioner adskilles de enkelte stoffer, og de sundhedsskadelige stoffer identificeres ved nøjagtig massespektrometri.

Massespektrometri er en meget følsom og nøjagtige analysemetode til at bestemme molekylers masse og struktur. I massespektrometret kan det enkelte molekyle slås i stykker til mindre fragmenter, som er karakteristiske for det specifikke kemikalie, hvorved det som oftest er muligt at identificere kemikaliet.

Ny database over kemiske forbindelser
For at gøre det lettere og hurtigere at identificere de enkelte stoffer i emballagen, har Linda Bengtström opbygget en database over mere end 2.100 kemiske forbindelser, der tidligere er fundet i pap og papir. I fremtiden er det ønsket, at databasen inkorporeres i de massespektrometriske analyser for i højere grad at automatisere identifikationen af de enkelte stoffer, som ellers skal udføres manuelt.

Sundhedsskadelige forbindelser påvist
Ved at bruge sin screeningmetode har Linda Bengtström bl.a. fundet pap og papiremballager med indhold af stoffer med hormonforstyrrende effekter, der stammer fra forurenede genbrugsfibre og fra lim anvendt i nye fibre.

Pressekontakt

Jens Højslev Petersen
Seniorforsker DTU Fødevareinstituttet
  35 88 74 65

Firma

DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet, Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg, Danmark

  35 88 77 05
  22 84 48 61

http://www.food.dtu.dk

Modtag nyheder fra DTU - Fødevareinstituttet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater