20/11-15
-
Pressemeddelelse
Fortsat færre sprøjterester i danske afgrøder
Hvis du vil minimere dit indtag af sprøjterester, kan du med fordel vælge danske afgrøder, som fortsat indeholder færre sprøjterester end udenlandske. Det viser årets Pesticidrapport 2014 fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.
Ved at fylde indkøbskurven med danske afgrøder kan du som forbruger mindske dit indtag af sprøjterester. Det fremgår af Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttets Pesticidrapport 2014.
I alt 2.510 prøver er analyseret i forbindelse med den danske pesticidkontrol. Resultaterne viser, at importeret frugt og grønt stadig indeholder flere sprøjterester end danske varer, og at sprøjterester oftere findes i prøver af konventionelt dyrket frugt (68%) end i prøver af konventionelt dyrkede grøntsager (41%).
I dansk produceret frugt er sprøjterester påvist i 45% af prøverne. I frugt fra andre EU-lande er sprøjterester derimod fundet i 73% af prøverne, mens tallet for frugt fra lande udenfor EU er 69%. I dansk producerede grøntsager er sprøjterester fundet i 25% af prøverne, mens tallene for grøntsager produceret i EU og uden for EU er henholdsvis 52% og 46%.
Oftere flere pesticider i samme prøve fra udlandet
I udenlandske prøver af frugt og grønt er mere end ét pesticid også oftere fundet i samme prøve sammenlignet med de testede danske varer. Mere end et pesticid er fundet i 33% af de udenlandske prøver sammenlignet med 8,4% af de danske prøver.
I alt 179 af prøverne er økologiske fødevarer, og sprøjterester er fundet i fem (2,8%) af prøverne, som alle er udenlandske. Kun ved én af prøverne er det vurderet, at økologireglerne er overtrådt.
Som i tidligere år er pesticider hverken fundet i babymad eller kød.
Ingen danske fund af sundhedsmæssig bekymring
I alt 98,5 % af prøverne af konventionelt dyrket ikke forarbejdet frugt, grønt og korn indeholder enten ingen eller sprøjterester under grænseværdien.
For fjerde år i træk er sprøjterester ikke fundet over de tilladte grænseværdier i prøver af dansk produceret frugt. Kun seks (1,8%) af prøverne for frugt produceret i EU og i syv (2%) af prøverne for frugt produceret uden for EU overskrider de fundne sprøjterester de tilladte grænseværdier.
I dansk producerede konventionelle grøntsager er grænseværdierne overskredet i én (0,4%) af prøverne. Til sammenligning er tallene for konventionelle grøntsager produceret indenfor EU og i lande udenfor EU henholdsvis fire (1,2%) og fem (4%).
Samlet set vurderer DTU Fødevareinstituttet, at ingen af de sprøjterester, som er fundet i de undersøgte prøver, har givet anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder på nær to udenlandske prøver af henholdsvis gulerødder og tørret majs. Som en konsekvens har Fødevarestyrelsen tilbagekaldt varerne fra disse to partier fra markedet.
DTU Fødevareinstituttet vurderer fortsat, at de sprøjterester, der forekommer i fødevarer på det danske marked, samlet set ikke giver anledning til sundhedsmæssige bekymringer.
Pressekontakt
Bodil Hamborg Jensen
Seniorrådgiver DTU Fødevareinstituttet
35 88 74 68
Jens Hinge Andersen
Seniorrådgiver DTU Fødevareinstituttet
35 88 72 52
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk