06/01-16
-
Pressemeddelelse
Sådan sørger du for sund mad på offentlige institutioner
Hvordan sammensætter man den sundeste menu for vuggestuebørn, plejehjemsbeboere eller sygehuspatienter? Og hvad nu, hvis menuen skal dække alle måltiderne på en døgninstitution? De spørgsmål og mange flere besvarer en ny, opdateret udgave af bogen "Anbefalinger for den danske institutionskost", som Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen og DTU Fødevareinstituttet står bag.
Med den nye, opdaterede udgave af "Anbefalinger for den danske institutionskost" i hånden kan alle med ansvar for kosten på offentlige institutioner sikre sig, at de har den nyeste viden om kost og ernæring, når måltiderne skal planlægges. Det gælder fx administratorer, læger, sygeplejersker, sygehjælpere, økonomaer, ernæringsassistenter og kliniske diætister.
Den mad, der serveres på de offentlige institutioner, skal både være sund, smage godt og se indbydende ud. Måltidet spiller nemlig en afgørende rolle for både raske og syge menneskers trivsel og helbred. Med den nye bog får landets institutioner en konkret vejledning og inspiration til, hvordan de kan prioritere og skabe rammerne for det gode måltid i dagligdagen.
Desuden bruges bogen som en grundlæggende lærebog for professionsbachelorer indenfor ernæring og sundhed.
Vigtigt at skelne mellem rask og syg
Et af bogens vigtigste pædagogiske budskaber er, at det er nødvendigt at skelne mellem kost til raske og kost til syge. Maden til raske med normal appetit skal følge de officielle kostråd og således de generelle principper for sund mad.
Maden til patienter skal derimod indgå som en vigtig del af patientens behandling. Derfor bør man i højere grad tage hensyn til deres særlige behov for energi og næringsstoffer, når man planlægger deres kost - og det kan man få hjælp til i bogen.
Den nye - og femte - udgave af Anbefalinger for den danske institutionskost indeholder bl.a. de nye officielle kostråd, de Nordiske Næringsstofanbefalinger fra 2012 samt data fra de seneste undersøgeler af danskernes kostvaner.
Bogen er opdateret i et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.
Bogen udkom første gang i 1995. Sidste udgave er fra 2009.
Pressekontakt
Agnes N. Pedersen
Seniorrådgiver DTU Fødevareinstituttet
35 88 74 43
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk