03/02-16
-
Pressemeddelelse
Tang skal dyrkes i stor skala til brug i fødevarer og hudcremer
Mens landbrugsjorden er ved at være fyldt, er der gode muligheder for at dyrke flere afgrøder i havene. Mange arter tang er meget næringsholdige, og flere af algernes bioaktive stoffer kan med fordel benyttes i forbindelse med fremstilling af fødevarer og kosmetik. DTU Fødevareinstituttet deltager i et forskningsprojekt finansieret af Innovationsfonden, hvor danske og internationale eksperter vil dyrke tang og udvinde dets bioaktive stoffer på en klimarigtig måde.
Reb på reb fulde af tangplanter under havoverfladen er et velkendt syn især i Østen, men dyrkningen af tang er endnu på et beskedent niveau i Danmark og resten af Europa.
I et projekt finansieret af Innovationsfonden er det målet at dyrke tang i form af brunalger i danske og færøske farvande. Brunalgerne indeholder forskellige stoffer såsom antioxidanter, protein, polysakkarider og mineraler, som kan benyttes inden for produktion af funktionelle ingredienser i foder, fødevarer og hudcremer. Eksempelvis har sukkermolekylet laminarin vist sig at have anti-tumor, anti-inflamatoriske og anti-koagulerende virkning.
Det handler om at bruge algerne til foder, fødevareingredienser og hudcremer. Stofferne i algerne skal raffineres til den renhedsgrad, der måtte være behov for.
I andre tilfælde kan det være en fordel at høste algerne til foder eller fødevarer direkte ude på snorene i havet, når indholdsstofferne er størst, og forsøge at undgå en raffineringsproces. Derfor har projektet stor opmærksomhed på sæsonudviklingen af algernes bioaktive stoffer.
Eksperter fra hele verden samarbejder
Alger har ingen rødder. I samme øjeblik en algecelle møder et fast legeme, limer det sig fast. I øjeblikket arbejder man med at dyrke alger på andet end reb. Eksempelvis 2D-tekstiler der ligner lagner i metermål, hvor man kan dyrke på begge sider af lagenet og opnå en stor produktion.
MAB4 er et projekt med et konsortium af nationale og internationale alge- og bioraffineringseksperter fra universiteter, GTS-institutter, små og mellemstore virksomheder samt relevante industrielle slutbrugere. Resultaterne fra MAB4 vil være retningsgivende for interessenter fra industrien og fremtidig dyrkning af tang.
Samfundspotentiale
Tang er en relativt ny råvare i denne del af verden. Projektet sigter imod at dyrke tang og udvinde dets bioaktive stoffer til produktion af foder, fødevareingredienser og hudcremer på en klimarigtig måde. Dermed kan det også afhjælpe behovet for landbrugsjord, hvor der dårligt er plads til at dyrke flere afgrøder.
Læs mere
DTU Fødevareinstituttet forskningsgruppe for bioaktive stoffer - analyse og anvendelse forsker i udnyttelse af nye ressourcer, især fra fiskeindustriens restprodukter og fra tang og mikroalger. Disse teknologier omfatter høst, ekstraktion, opkoncentrering og fraktionering af bioaktive stoffer, som blandt andet kan anvendes i fødevare-, foder-, og hudplejeindustrien.
Pressekontakt
Charlotte Jacobsen
Professor MSO DTU Fødevareinstituttet
45 25 25 59
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk