11/02-16
-
Pressemeddelelse
Overgangskost bestemmer småbørns tarmbakterier
Det er overgangen til at spise familiens mad og ikke moderens vægt, som har størst betydning for sammensætningen af tarmbakterier hos børn i ni-måneders alderen. Det viser et studie fra DTU Fødevareinstituttet og Københavns Universitet. Viden om, hvordan tarmens bakteriesammensætning etableres i den tidlige barndom, kan være med til at belyse dens betydning for sygdomme senere i livet.
Spædbørn bliver født stort set uden bakterier i tarmen. Eftersom en god sammensætning af bakterier i tarmen er vigtig for immunsystemet og et sundt fordøjelsessystem, er det interessant at kortlægge de faktorer, som indvirker på tarmbakterierne i børns første leveår.
Menneskers tarmbakterier påvirkes af kosten og er gentagne gange blevet forbundet med fedme. Men det er ukendt, hvordan småbørns tarmbakterier bliver påvirket dels af moderens vægt og dels af overgangen fra en mælkebaseret kost til familiemad.
Kortlægning af bakteriernes udvikling
Et studie fra DTU Fødevareinstituttet og Københavns Universitet har øget vores viden om disse sammenhænge gennem analyse af afføringsprøver fra mere end 200 danske børn, hvoraf halvdelen er født af normalvægtige mødre og halvdelen af overvægtige mødre.
Prøverne er indsamlet ved ni og 18-måneders alderen, hvor børnenes kost går fra primært at være mælkebaseret til at være den samme mad, som resten af familien spiser. Ved at kortlægge bakteriesammensætningen i tarmen på de to tidspunkter har forskerne påvist, at den har udviklet sig bemærkelsesværdigt ens for børnene i begge grupper.
"Studiet viser, at udviklingen af tarmens bakteriesammensætning mellem ni- og 18-måneders alderen tilsyneladende er uafhængig af moderens overvægt, og af de kostvaner, der eventuelt følger med. Udviklingen er primært påvirket af, at den mælkebaserede kost skiftes ud med familiemad, som er rig på fibre og protein, samt af hvor længe barnet bliver ammet," siger professor ved DTU Fødevareinstituttet Tine Rask Licht.
Viden kan give sundere bakteriesammensætning
Mens andre faktorer som fx fødselsmetode, om barnet er født før termin og moderens vægt kan have påvirket udviklingen af tarmens bakteriesammensætning umiddelbart efter fødslen, viser studiet at disse forhold har ringe indflydelse på bakteriesammensætningen ved ni-måneders alderen.
"Det tager tre til fem år før et barns tarmpopulation er fuldt etableret. Jo mere vi ved om de faktorer, der påvirker udviklingen i de forskellige faser, jo bedre kan den viden understøtte tiltag, der kan hjælpe småbørn til at udvikle en sund tarm," forklarer Tine Rask Licht.
"Viden om, hvordan tarmbakterier etableres i den tidlige barndom, kan også være med til at kaste lys over, hvorfor nogle mennesker får problemer med vægten og med sygdomme som allergi eller diabetes senere i livet," tilføjer hun.
Pressekontakt
Tine Rask Licht
35 88 71 86
Martin Frederik Laursen
Ph.d.-studerende DU Fødevareinstituttet
35 88 70 24
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk