21/01-10
-
Pressemeddelelse
Redningsplan for Medicon Valley
Danmark har brug for højteknologiske arbejdspladser, der erstatter jobbene som globaliseringen udflytter. Vi har brug for vækstvirksomheder i Danmark, herunder Medicon Valley og nedennævnte redningsplan vil medvirke til at sikre danske vækstvirksomheder inden for biotek, cleantech og IT. Men det kræver, at Folketingets partier tager ansvar! Modige politikere skaber store resultater.
Medicon Valley er et af svarene på vækstkrisen
Danmarks reformprogram bør tage udgangspunkt i skabelsen af flere høj produktive jobs. Ikke for de veluddannede skyld, men fordi deres skattebetalinger og øvrige bidrag er afgørende for velfærdssamfundet. Derfor er det absolut nødvendigt, at Medicon Valley reddes fra den undergang, den er blevet spået i denne uge. Venture og kapitalfondsforeningen DVCA og Dansk Biotek foreslår derfor følgende redningsplan, der både her og nu og på sigt hjælper Medicon Valley og det danske vækstlag til at opfylde sit potentiale.
Trin 1: Ekstra venturekapital
· Internationale undersøgelser viser, at 1 offentlig krone investeret i venturefonde samfundsøkonomisk kaster 5-10 kr. af sig i ekstra vækst. Det skal vi udnytte, udtaler adm. direktør Jannick Nytoft fra DVCA.
Ser vi på danske biotek-venturefonde, så er det pt. meget svært at rejse ny kapital. Og regeringens 500 mio. ekstra venturekroner fra efteråret 2009 går primært til nye virksomheder.
· DVCA og Dansk Biotek har tidligere foreslået, at dansk venture - og dermed danske vækstvirksomheder - tilføres 1,5 mia. kr. Nu er tiden kommet til at investere den sidste mia. kr. Og vi ser gerne, at en del af disse penge kanaliseres ud til de virksomheder, der allerede er i ventureselskabernes portefølje. Mange af disse virksomheder er en del af Medicon Valley, fortæller Søren Carlsen, formand i Dansk Biotek.
Trin 2: Selskabsskatten skal ændres
For biotekselskaber går der op til 10-15 år fra ideen til et nyt produkt fødes, til den er tilgængelig for hr. og fru. Danmark. Det betyder, at der er enorme underskud i de første år. Normalt kan man i Danmark fratrække underskud i den skat, man skal betale af de senere overskud. Det fungerer fint for langt de fleste af Danmarks virksomheder, men det hjælper ikke Medicon Valleys virksomheder som ikke opererer med et overskud. I princippet er der ikke tale om et tilskud men et lån til virksomheden.
· Danmark bør derfor søge ny inspiration i fx England, hvor mindre og mellemstore virksomheder kan få 25 til 35 % af deres forskningsudgifter direkte tilbage fra skattevæsnet, mod så ikke at kunne trække dem fra, når de får overskud, mener Jannick Nytoft.
Trin 3: Forskerskatteordningen skal forbedres.
Regeringen bliver nødt til at se på forskerskatteordningen i en redningsplan for Medicon Valley.
· I princippet er det absurd at to medarbejdere, der arbejder i samme laboratorium skal beskattes helt forskelligt. Men så længe Danmark har verdensrekord i høje skatter bliver vi nødt til at indføre en forskelsbehandling for at tiltrække kvalificerede udenlandske forskere. Uden en rimelig skat for gæsteforskere vil man ikke se skyggen af de bedste og det er derfor en ren guldgrube for Danmark at forbedre forskerskatteordningen, udtaler Søren Carlsen.
· En ny forskerskatteordning reducerer omkostningerne for danske virksomheder, den sikrer nødvendig læring til danske talenter - men den skubber ikke danske medarbejdere ud. For Danmark er et lille land og den specialiserede viden, Medicon Valley besidder, kræver international rekruttering, fortsætter Søren Carlsen.
Venture og kapitalfondsforeningen DVCA og Dansk Biotek foreslår derfor konkret en 5 + 2 - ordning. Det vil sige 5 år med 25 %, 2 år med 33 %, hvorefter forskeren overgår til det almindelige skattesystems satser. Dertil kommer naturligvis arbejdsmarkedsbidraget på 8 %.
Trin 4: De tidlige virksomheder skal have bedre skattevilkår!
Åh nej - har vi ikke lige haft en skattereform? Jo, det har vi, og vi vil gerne kvittere for nedsættelsen af skatten på den sidst tjente krone. Men skattereformen har ikke været ført med heldig hånd, når det gælder fremtidens vækst.
· En af konsekvenserne af skattereformen er, at iværksættere og investorer i virksomhedsgazeller rammes af en "iværksætterskat". Skatten er udformet så selskaber, der har en ejerandel på mindre end 10 % i en såkaldt porteføljevirksomhed fremover skal betale 25 % af gevinsten, når denne virksomhed sælges videre, konkluderer Jannick Nytoft.
Denne skat er en skat på lysten til at starte op selv og blive iværksætter! Derfor spørger vi os i øjeblikket i DVCA og Dansk Biotek: Hvordan kan Folketinget og regering tro, at investorer og iværksættere vil tage en risiko, arbejde 80 timer om ugen, pantsætte huset, finde og finansiere fremtidens Novo eller Vestas, hvis de beskattes med 67 % af deres arbejde, slutter Jannick Nytoft.
Derfor: Skal Medicon Valley have et langsigtet potentiale, så skal iværksætterskatten væk!
Mere information:
Adm. direktør Jannick Nytoft, DVCA, tlf.: 27 11 20 73
Formand, Søren Carlsen, Dansk Biotek, tlf.: 30 79 12 20
Relevant information
http://www.dvca.dk