28/04-10
-
Pressemeddelelse
DVCA: Den rigtige statslige indsats på ventureområdet virker!
Det er vigtigt, at staten involverer sig i ventureområdet konkluderer forskere i en ny rapport fra World Economic Forum. Forskerne anbefaler dog også, at staten holder sig væk fra frontlinjen i investeringerne og ikke selv investerer direkte i virksomhederne. Venturepotentialet er ifølge regeringens egne tal op imod 16.000 nye jobs og en omsætning på 77 mia. kr. inden 2012.
Den rigtige statslige indsats virker
En ny undersøgelse udarbejdet i forbindelse med World Economic Forums årlige topkonference i Davos dokumenterer, at venturefonde er en vækstmotor i verdensøkonomien.
Konkret har forskergruppen, der består af forskere fra University of British Columbia og Shanghai University, kigget på i alt knap 29.000 forskellige venturefondsejede virksomheder, som modtog klog kapital i perioden 2000-2008. Forskerne konkluderer, at sker statens involvering i den enkelte virksomhed indirekte ved hjælp af skattesubsidier eller ved at staten bruger en "Vækstfondsmodel", hvor staten investerer i venturefonde, der så sammen med fx pensionskasser investerer i vækstvirksomheder, så er der en større chance for at skabe fremtidens Novo.
Investerer staten til gengæld direkte i virksomheder, så forsvinder gevinsten for samfundet. Det samme er tilfældet, hvis staten vælger helt at holde sig uden for venturemarkedet.
DVCA: Konklusionerne bør give stof til eftertanke
DVCAs adm. direktør Jannick Nytoft udtaler i forbindelse undersøgelsen:
"Forskerne giver et interessant blik på den statslige involvering i ventureområdet. Det er ikke nogen hemmelighed, at DVCA gerne ser, at staten skubber på i forbindelsen med skabelsen af nye venturefonde. Venturepotentialet er ifølge regeringens egne tal op imod 16.000 nye jobs og en omsætning på 77 mia. kr."
Jannick Nytoft fortsætter: "Venturebranchen skaber varige jobs i Danmark. Derfor bør politikerne lytte til forskerne, når de planlægger nye initiativer på ventureområdet."
Fakta:
Undersøgelsen kan downloades herfraUndersøgelsen er foretaget af James Brander & Thomas Hellmann (University of British Columbia) og Qianqian Du (Shanghai Jiao Tong University)
Relevant information
http://www.dvca.dk