Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/08-10   -   Pressemeddelelse

Iværksætterskat koster milliarder: jubel over afskaffelse

Iværksætterne jubler over regeringens tanker om at afskaffe iværksætterskatten. Danmark mister iværksætterinvesteringer for mellem 4,4 og 14,5 milliarder kroner på grund af skatten. Det viser beregninger fra den danske venture og kapitalfondsforening (DVCA).

4,4 mia. til 14,5 mia. færre investeringskroner til danske vækstiværksættere

Så mange penge forsvinder fra Danmark over de kommende syv år pga. iværksætterskatten (porteføljeaktiebeskatning). Det viser en undersøgelse, som DVCA har foretaget, blandt landets Business Angels investorer. Derfor er det usædvanlig glædeligt, at økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen nu vil skrotte skatten. Jannick Nytoft, adm. direktør, fra den danske venture og kapitalfondsforening udtaler:

Anlægger vi et meget konservativt estimat, viser vores beregninger, at der forsvinder 4,4 mia. kroner, som ellers ville være gået til danske vækstiværksættere. Men danske iværksættere kan gå glip af helt op til 14,5 mia. kroner over de kommende syv år alene på grund af iværksætterskatten. Og disse tal skal ses i forhold til, at iværksætterskatten blot står til at indbringe statskassen et årligt beløb på 150-200 mio. kr. Derfor er det fantastisk, at regeringen nu arbejder for en afskaffelse.

Massivt nej til nye investeringer pga. iværksætterskatten

62 % af de adspurgte Business Angels har allerede sagt nej til investeringer på grund af iværksætterskatten. En afskaffelse af iværksætterskatten giver derfor et godt perspektiv.

Vores undersøgelse viser, at iværksætterskatten allerede har haft markante konsekvenser for danske vækstiværksættere. DVCA har fra dag ét talt imod iværksætterskatten, men at hele 62 %, af de adspurgte Business Angels har sagt nej til investeringer, kommer alligevel bag på mig. Det vil desværre snart afspejle sig negativt i iværksætterstatistikken. En afskaffelse af skatten vil derfor være en god hjælp for regeringens mål om, at Danmark skal være blandt verdens førende iværksætternationer i 2015, siger formanden for DVCAs Business Angels Jesper Jarlbæk.

Iværksætterne rammes hårdt

45 % af de adspurgte Business Angels svarer, at de kender til iværksættere, som allerede er blevet ramt af iværksætterskatten. Enten ved at iværksætteren kommer under 10 % af ejerandelen og dermed skal betale yderligere 25 % i skat. Eller ved at iværksætteren bliver nødt til at optage yderlige lån med sikkerhed i private aktiver, for at opretholde en ejerandel på over 10 %.

Iværksætteren har ofte vinket farvel til et vellønnet job og investerer nu lange arbejdsuger på at forfølge en god forretningsidé. Det burde det danske samfund påskønne. I stedet pålægger man iværksætteren en ekstra skat eller tvinger iværksætteren til at påtage sig investeringer, der kan betyde, at iværksætteren bliver nødt til at gå fra hus og hjem, fortæller Jannick Nytoft.

Fremtiden tegner dystert for danske iværksættere - hvis ikke iværksætterskatten afskaffes

79 % af de adspurgte Business Angels vil investere mindre i vækst-iværksættere. Og i gennemsnit vil de adspurgte Business Angels reducere deres investeringer i vækstvirksomheder med 39 %. Jesper Jarlbæk udtaler:

Business Angels løber i forvejen en stor risiko ved at investere i iværksættervirksomheder, der risikerer ikke at blive til noget. Faktisk så stor en risiko at bankerne ikke ønsker at involvere sig. Derfor virker det ikke helt gennemtænkt, når skattereformens iværksætterskat straffer mennesker, der arbejder på at skabe den fremtidige vækst, som Danmark så indtrængende har brug for, ved at afkræve yderligere 25 % i skat af en risikofyldt investering.

Mere information:

Jesper Jarlbæk, formand for DVCAs business angel udvalg, 22 20 21 75

Jannick Nytoft, adm. direktør, DVCA, tlf.: 27 11 20 73

Fakta:

Om iværksætterskatten

Skattereformens porteføljeaktiebeskatning, iværksætteskatten, bestemmer, at investorer og iværksættere, som ejer mindre end 10 % af en virksomhed, nu bliver beskattet med yderligere 25 %, i forhold til hvis ejerandelen er mere end 10 %. Ejer man mindre end 10 % af en virksomhed bliver den samlede effektive skattesats 67 % mod 56,5 % hvis ejerandelen er mere end 10 % - svarende til skatteloftet i skattereformen. Det forhindrer mange iværksættere i at starte eller videreudvikle egen virksomhed.

Om Business Angels

Business Angels er aktive private investorer, der tilfører kapital, viden, erfaring, netværk og tid til de projekter, de går ind i. Gennem deres aktive engagement kan Business Angels yde et betydeligt værdiskabende bidrag i den nystartede virksomheds liv. Med de rigtige Business Angels omkring bordet øges virksomhedens chancer for succes markant. Iværksætterskatten betyder således, at iværksætteren kommer til at gå glip af startkapital men også den vigtige viden, erfaring og netværk, som en Business Angel kan tilføre en nystartet virksomhed. I Danmark er Business Angels organiseret i DVCA.

Relevant information

http://www.dvca.dk


Pressekontakt


Firma

DVCA
Børsen
1217 København K, Danmark

  27 11 20 73
  27 11 20 73

http://www.dvca.dk

Modtag nyheder fra DVCA på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater