12/01-11
-
Pressemeddelelse
Venture-virksomheder: Vækst kræver mere kapital
Bedre adgang til kapital er midlet, hvis Danmark skal undslippe vækstkrisens kvælertag. Det fastslår venture-finansierede vækst-virksomheder i en ny undersøgelse fra DVCA, venture - og kapitalfondsforeningen. Foreningen har positive forventninger til den ventede vækstpakke fra regeringen. Men skal den risikovillige kapital for alvor slippes fri, kræver det rammevilkår, som muliggør konkurrencedygtige afkast for investorerne.
Risikovillig kapital skaber væksten
"Hvis I vil have vækst, må vi have den fornødne risikovillige kapital." Sådan er det utvetydige budskab til landets politikere fra de danske venture-virksomheder. Det viser en ny undersøgelse fra DVCA, venture - og kapitalfondsforeningen. Her svarer hele 58,5 % af virksomhederne, at bedre adgang til kapital vil være den største vækst-skaber for deres virksomheders vækst i 2011. Og ser vi tre år frem, forventes adgangen til kapital fortsat at være den største vækst-skaber. I 2014 forventer 46,2 % af venture-virksomhederne nemlig fortsat, at bedre adgang til kapital vil være den største vækst-skaber. Her finder et kraftigt stigende antal virksomheder, 35,4 %, dog også, at bedre kompetencer som for eksempel medarbejdere fra udlandet vil være en vigtig vækst-skaber på lidt længere sigt. I forlængelse heraf udtaler Jannick Nytoft, adm. direktør for DVCA, venture og kapitalfondsforeningen i Danmark:
"DVCAs undersøgelse viser med al sin tydelighed, at bedre adgang til kapital er det vækst-tiltag, politikerne bør se på som det allerførste, hvis de ønsker fornyet vækst i Danmark. Vækst kræver ganske enkelt mere risikovillig kapital. Derfor ser vi også et stort potentiale i den vækstpakke, som regeringen forventes at præsentere meget snart. Politikerne har talt meget om vækst, og derfor er det glædeligt, at det ser ud til, at der kommer handling bag ordene."
Bedre rammevilkår for den risikovillige kapital er påkrævet
Markedet for risikovillig kapital til danske venture-virksomheder har længe været helt tilfrosset på grund af finanskrisen, og fordi rammebetingelserne ikke muliggør konkurrencedygtige afkast. I forlængelse heraf udtaler Jannick Nytoft:
"Regeringens vækstpakke er et stort skridt i den rigtige retning. Men hvis danske vækst-virksomheder for alvor skal have bedre adgang til risikovillig kapital, kræver det samme gode investerings - og konkurrencevilkår for venture-investorerne, som udlandet tilbyder dem. Hvis ikke vilkårene er attraktive, får vi ikke nye venturefonde med risikovillig kapital til at investere i flere vækst-virksomheder. Omvendt, hvis politikerne skaber de rette rammebetingelser, vil vi kunne tiltrække både dansk og udenlandsk kapital og skabe den livsnødvendige vækst."
Vækstpotentialet er enormt i venture-virksomheder
I 2012 kan venturefinansierede virksomheder nå op på 40.000 ansatte. Det viser en analyse fra Vækstfonden. Og omsætningen kan nå helt op på 77 mia. kr. På kort sigt er potentialet således 16.000 nye højværdijobs og en øget omsætning på 48 mia. kr.
"Der er et kolossalt vækstpotentiale i danske venture-virksomheder. Virksomhederne vil i den grad kunne sparke gang i beskæftigelsen og skabe indtægter til den slunkne statskasse. Samtidig viser internationale undersøgelser, at venture-investeringer giver en imponerende væksteffekt for samfundet. Én krone investeret i venture-virksomheder kommer ti gange igen. Derfor er der også et godt samfundsøkonomisk ræsonnement i regeringens vækstpakke. Men skal de samfundsøkonomiske gevinster høstes, er det nødvendigt med konkurrencedygtige rammevilkår for investorerne." udtaler Jannick Nytoft.
Relevant information
http://www.dvca.dk