20/04-10
-
Pressemeddelelse
Papirtasker giver penge til nødhjælp
Flotte håndflettede tasker fremstillet af gamle Dansk Røde Kors-brochurer kombinerer genbrug med støtte til nødhjælpsarbejde.
I stedet for at aflevere sine gamle brochurer til papirindsamlingen, har Dansk Røde Kors indgået et samarbejde med taskeproducenten Ecoist, der har specialiseret sig i at genbruge tryksager til flettede håndtasker. En del af overskuddet fra taskesalget går til Dansk Røde Kors' nødhjælpsarbejde.
Det er det danske firma Dyberg-Larsen i Asperup på Fyn, som har fået ideen til Dansk Røde Kors-taskerne. Tanken var nærliggende, da firmaet i forvejen markedsfører og distribuerer håndflettede tasker af genbrugte tryksager. Men normalt bruges "almindelige" brochurer, etiketter, plakater og andre tryksager, som er blevet til overs.
- Ecoist-taskerne er fremstillet af overskydende kataloger, vejkort, plakater og andet papir, som bliver til flotte og fantastiske tasker i hænderne på dygtige håndværkere. Hver taske er unik, og taskefletterne er fattige kvinder - ofte uden uddannelse - der fremstiller dem hjemme eller i små produktionsenheder i blandt andet Mexico og Peru. Det sker efter fair trade-principper, så de får en fair betaling for deres varer og mulighed for en bedre tilværelse. Desuden planter Ecoist et træ for hver taske, der bliver solgt. Det samme gør vi, så det bliver til to træer pr. taske, fortæller Thomas Dyberg-Larsen fra Dyberg-Larsen. Han fortsætter:
- Ved at bruge brochurer fra Dansk Røde Kors går vi et skridt videre, så vi både hjælper de fattige taskeflettere og samtidig støtter Dansk Røde Kors med 50 kroner pr. taske.
Relevant information
http://www.dyberg-larsen.dk