26/01-11
-
Pressemeddelelse
Undersøgelse: Næsten hver anden kalv bliver ikke aflivet korrekt
Dyrenes Beskyttelse finder det stærkt kritisabelt, at danske kalve ikke bliver aflivet korrekt, da det betyder, at dyrene risikerer at blive udsat for angst og smerte.
En ny undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort i Dansk Veterinærtidsskrift, dokumenterer, at der fortsat er udbredte problemer med at kvæg, navnlig kalve, ikke aflives korrekt.
Undersøgelsen, som er udført af to forsker-studerende fra Københavns Universitet Life, omfattede alle indleverede dyr på destruktionsanstalten DAKA i to dage i juli 2010, det vil sige 212 kalve og 199 voksne dyr.
Resultaterne fra undersøgelsen viser, at 39 procent af kalvene og ni procent af det voksne kvæg ikke var aflivet korrekt. Det betyder, at der i gennemsnit var 25 procent af kvæget, der ikke var aflivet korrekt.
En korrekt aflivning indebærer, at man anvender både forudgående bedøvelse ved skydning med boltpistol, og at man derefter skærer minimum én af halspulsårerne over.
Overskæringen af halspulsårer er yderst vigtig. Hvis man udelukkende anvender boltpistol, risikerer man, at dyret genvinder bevidstheden.
"Hvis en aflivning ikke er foretaget korrekt, og der kun er anvendt boltpistol, kan dyret genvinde bevidstheden. Det betyder, at dyret udsættes for stress, angst og smerte, og det er dyreværnsmæssigt stærkt kritisabelt og dermed fuldstændigt uacceptabelt", siger dyrlæge og projektleder i Dyrenes Beskyttelse Søren Kent Pedersen.
Den nuværende velfærdskontrol er helt utilstrækkelig, da der i 2008 kun er givet fire indskærpelser, mens der i 2009 slet ingen sanktioner har været. Dette harmonerer slet ikke med virkeligheden, som dokumenteres i undersøgelsen fra Københavns Universitet.
Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse Fødevarestyrelsen til at intensivere kontrollen af, at reglerne for aflivning overholdes.
Dyrenes Beskyttelse opfordrer ligeledes producenterne til at tage ansvar for, at både kalve og voksent kvæg aflives korrekt.
"Erhvervet bør løfte deres ansvar for, at dansk kvæg bliver aflivet korrekt, så dyrene ikke lider unødigt, præcis som lovgivningen foreskriver. En måde at gøre det på kan være gennem intensive kampagner, der kan ændre de udbredte fejlprocedurer for aflivning. Det kan ske via uddannelse og oplæring, men også gennem branchekoder og egenkontrol", siger Søren Kent Pedersen.
Yderligere kommentarer: Søren Kent Pedersen, dyrlæge og projektleder, Dyrenes Beskyttelse, tlf.: 33 28 70 20
Relevant information
http://www.dyrenesbeskyttelse.dk