28/02-11
-
Pressemeddelelse
Mink-afsløringer kræver handling nu
De rystende optagelser der i aftes blev offentliggjort i TV AVISEN kræver handling. Dyrenes Beskyttelse opfordrer til, at minkproduktionen på sigt afvikles, men at der allerede nu sættes ind for at forbedre minkenes levevilkår, mens udfasningen foregår.
Mink med måneder gamle væskende sår, der er så alvorlige, at minkene burde være aflivet. Det var, hvad TV AVISEN torsdag aften kunne vise.
"Billederne er chokerende, og de viser klart og tydeligt, at danske mink stadig lever under dybt kritisable og helt uacceptable forhold", siger direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis.
Dyrenes Beskyttelse arbejder på, at den danske minkproduktion udfases og på sigt afvikles.
"Billeder som disse viser et erhverv, hvor dyrenes velfærd i den grad nedprioriteres. Når erhvervet tydeligvis gang på gang ikke kan leve op til ansvaret og behandle dyrene ordentligt, så ser vi ingen anden mulighed end at forbyde minkproduktionen, som man har set det gjort i mange andre lande. Vi kan ikke acceptere, at 14 millioner mink i Danmark lever under så grelle vilkår", siger Britta Riis.
Mere plads, svømmevand og beskæftigelsesmuligheder
Det er urealistisk at tro, at et forbud mod minkproduktion vil blive vedtaget i den nærmeste fremtid. Men indtil et forbud bliver en realitet, arbejder Dyrenes Beskyttelse for, at minkenes vilkår forbedres.
"Der kan ikke være tvivl om, at forholdene på de danske minkbesætninger er horrible. Hvis man på 26 minkfarme kan finde over 400 skadede og døde dyr, så er en klar indikator på, at dyrene ikke får den pleje og det tilsyn, som er nødvendig. Det er derfor bydende nødvendigt, at der gribes til handling hurtigst muligt", siger Britta Riis og forklarer, hvad der ifølge Dyrenes Beskyttelse bør gøres.
Minken er et rovdyr, og selvom den i flere årtier har været holdt som avlsdyr, har dyret stadig behov for at udleve sin naturlige adfærd. En adfærd, som det på ingen måde er muligt for dyrene at udleve i de danske besætninger.
Derfor skal minkene have mere plads i burene, have adgang til svømmevand og have beskæftigelsesmuligheder. Hvis disse forhold bliver opfyldt, vil man se langt færre syge mink, mink med sår, afbidte lemmer og monoton adfærd.
Når branchen roser sig selv for, at forholdene på besætningerne er i orden, og de eneste problemer er af teknisk art, så er det en omskrivning af sandheden. For de forhold, som branchen betegner som teknikaliteter, er forhold, der har en direkte indflydelse på dyrenes velfærd.
"Branchens udmeldinger om, at flere af forholdene omkring de overtrådte love er af teknisk karakter og derfor ikke har direkte betydning for dyrenes velfærd, det vil jeg gerne med det samme mane i jorden. De forhold, som erhvervet beskriver som tekniske forhold, er blandt andet manglende rør, manglende hylder og manglende beskæftigelsesmuligheder, og det hænger i allerhøjeste grad sammen med dyrenes velfærd. En hylde eller halm i buret er ikke en teknisk detalje, men derimod elementer, som er utrolig vigtige for at dyrene kan udleve deres naturlige adfærd. De forhold har en direkte konsekvens, for det er dyrenes levevilkår, og det er det, der blandt andet medvirker til, at dyrene på billederne ser ud som de gør. Teknikaliteter? Dyrenes Beskyttelse kalder det dyrevelfærd", siger Britta Riis.
Dyrenes Beskyttelses opfordrer politikere og myndigheder til at vende blikket syd for den tyske grænse, hvor man netop nu er i færd med at implementere forbedrede forhold for mink.
Fakta:
· Fødevarestyrelsens kontrol afslørede i 2009, at 66 procent af kontrollerede besætninger fik ind-skærpelser, påbud og/eller blev politianmeldt.
· I 2010 blev 1600 minkfarme kontrolleret. Halvdelen fik påtaler af forskellig karakter.
· Det betyder, at minkavlen er den dyregruppe, hvor der af myndighedernes kontrol er givet flest bemærkninger.
Relevant information
http://www.dyrenesbeskyttelse.dk