Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
21/11-16   -   Pressemeddelelse

Black Friday: 3 ting du bør vide før du går shop amok

Årets største nethandelsdag står for døren, så når de danske webshops fredag den 25. november inviterer til Black Friday med vilde priser på alt fra sutsko til PlayStations, er det med at være klar. Særligt tre ting kan det dog betale sig at vide, inden du fylder den digitale indkøbskurv.

Black Friday fik for alvor sit store gennembrud i Danmark i 2015. Med en omsætning gennem Dankortet på næsten to milliarder blev det den største enkeltstående nethandelsdag i dansk historie. Men når flere shopper stiger antallet af handler, som kan ende med utilfredse kunder. Det mærker man hos e-mærket, den danske certificeringsordning for sikker og gennemsigtig e-handel. Black Friday 2015 satte nemlig også rekord i antallet af forbrugerhenvendelser om blandt andet prisfejl. For det går stærkt, når netbutikkerne langer slagtilbud over disken. Ifølge chefjurist, Camilla Engel Post, er især tre ting værd at vide.

Sådan er du stillet, hvis butikken glemmer et 0,- i tilbudsprisen
Når der skal tastes rabatter ind på rigtig mange produkter, er det ikke usædvanligt, at der sker fejl. Men kan webshoppen efterfølgende annullere handlen på et tv, der skulle have kostet 5.000 istedet for de 500 du købte det til?

"Når man som kunde handler på en webshop, er der som udgangspunkt indgået en bindende aftale i det øjeblik kunden klikker på betalingsknappen. Man kan ikke bare annullere en aftale om køb af et produkt, fordi man er kommet til at skrive en forkert pris. Heller ikke selvom shoppen har taget alverdens forbehold for trykfejl, " fortæller Camilla Engel Post.

Hun tilføjer dog, at hvis webshoppen kan påvise, at kunden vidste eller burde have vidst, at der var tale om en forkert pris, så kan situationen være en anden.

Pak varen ud med det samme
For mange forbrugere er Black Friday også store julegavedag. Her kan man nemlig fylde op under træet uden at tømme pengepungen helt. Ifølge Camilla Engel Post, er det dog vigtigt, at man pakker varen ud, så snart man modtager den, istedet for at smide gavepapir og julebånd omkring den. Gør man det, står man nemlig langt bedre i en evt. reklamationssag. Er varen eksempelvis blevet skadet under transporten, er det nemlig lettere at sandsynliggøre, at det ikke er en skade der er opstået, mens man selv har haft ansvaret for varen.

Hold godt øje med dine byttemuligheder
Er du en af de mange danskere, som køber en eller flere af årets julegaver på Black Friday, så bør du være særligt opmærksom på webshoppens byttepolitik. De fleste varer, du køber på nettet, kan fortrydes i op til 14 dage, men da der er en hel måned til juleaften, er det jo ikke nok for gavemodtageren.

"Langt de fleste webshops forlænger allerede deres kunders returret i november, så varerne kan byttes helt frem til midten af januar, men du kan ikke være sikker på det, og så risikerer du at skuffe farmor eller din svigersøn, hvis de hellere ville have haft trøjen et nummer større", afslutter Camilla Engel Post.

Så tænk over det, inden alle julegaverne hives ned af hylderne på Black Friday.

Pressekontakt

Toke Mølgaard
Kommunikationschef
  +45 51 94 93 03
  +45 51 94 93 03

Firma

e-mærket
Generatorvej 8F, 2tv
2860 Søborg, Danmark

  +45 44 85 85 90
  +45 51 94 93 03

http://www.emaerket.dk/

Modtag nyheder fra e-mærket på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater