15/09-05
-
Pressemeddelelse
E-handelslovgivningen volder netbutikkerne problemer
E-HANDEL: De danske netbutikker efterlever ikke e-handelslovgivningen. Det konkluderer en ny undersøgelse udarbejdet af e-handelsfonden. Det er overvejende netbutikkernes aftaleindgåelse, persondatapolitik samt fortrydelsesretten, som volder problemer. De e-mærkede netbutikker er mest lovlige, viser undersøgelsen.
e-handelsfonden, der administrerer e-mærket, har netop offentliggjort en lovlighedsundersøgelse, som viser, hvor gode de danske netbutikker er til at overholde de love og regler, som danske netbutikker er underlagt. e-handelsfonden har undersøgt 200 af de 4000-4500 netbutikker i Danmark, hvilket gør undersøgelsen til den største danske af sin art.
Undersøgelsen viser, at de danske netbutikker har godt styr på de generelle oplysningspligter fx netbutikkens navn, adresse, varens egenskaber, den samlede pris, betalings- og leveringsvilkår og oplysninger. Derimod kniber det alvorligt med de informationspligter, som omhandler netbutikkernes aftaleindgåelse, persondatapolitikken og fortrydelsesretten.
Direktøren for e-handelsfonden, Lars Schmidt Larsen, ser med stor alvor på resultatet af undersøgelsen:
"Det er dybt beklageligt, at en så stor andel af de danske netbutikker ikke efterlever lovgivningen på så centrale områder som aftaleindgåelse, persondatapolitikken og fortrydelsesretten. Det er tre centrale områder, som i den grad svækker forbrugernes tillid til e-handel, fordi forbrugerne ikke får de oplysninger de er berettiget til ifølge gældende lov.
Aftaleindgåelsen
Netbutikkerne har store problemer med e-handelslovgivningens oplysningspligt vedrørende aftaleindgåelsen. Forbrugerne får langt fra de muligheder og informationer, som loven kræver. Det er fx kun ca. 43 procent af netbutikkerne, som klart fortæller forbrugeren, hvilke faser forbrugeren skal igennem for at indgå en aftale med netbutikken. Og kun ca. 26 procent oplyser om hvordan forbrugeren skal forholde sig hvis der er indtastet forkerte oplysninger.
Persondatalovgivningen
Forbrugerne er bange for at miste eller få misbrugt personlige oplysninger, når de handler på Internettet. Ifølge en amerikanske e-handelsundersøgelse fra Cyber Security Industry Alliance, så undlader 48 procent af de amerikanske forbrugere at shoppe på Internettet af frygt for at miste personlige oplysninger, og hele 97 procent af de amerikanske forbrugere frygter at miste følsomme oplysninger, når de handler på nettet.
Derfor finder Lars Schmidt Larsen det meget problematisk, at kun 36 procent af de undersøgte netbutikker fortæller forbrugeren, hvad oplysningerne skal bruges til, og hvordan de bliver behandlet og opbevaret:
"Hvis forbrugeren ikke kan se fornuften i at oplyse fx navn, adresse, e-mail og et telefonnummer, så bliver de usikre og afbryder i værste fald handlen. Men netbutikkerne kan mindske forbrugernes usikkerhed markant, hvis de blot forklarede dem, at adressen skal bruges til at sende varerne det rigtige sted hen, at e-mailadressen skal bruges til at bekræfte ordren, og telefonnummeret kun bliver brugt, hvis der opstår problemer ved handlen, som ikke kan løses ved e-mail."
Fortrydelsesretten
Fortrydelsesretten er central for forbrugernes tryghed i forbindelse med køb over nettet. Derfor mener Lars Schmidt Larsen at det er meget uheldigt, at kun 35 procent af netbutikkerne oplyser om, hvordan forbrugerne udnytter fortrydelsesretten korrekt:
"Hvis netbutikkerne ikke oplyser korrekt om fortrydelsesretten, kan det ende med, at uvidende forbrugere ikke får den retsstilling, de er berettiget til. Derudover kan manglende eller mangelfulde oplysninger om fortrydelsesretten i værste fald udvide forbrugerens fortrydelsesret fra 14 dage til 3 måneder, til skade for netbutikken."
"Det kunne ligeledes tænkes, at forbrugere der kender deres rettigheder ikke vil handle i den pågældende netbutik, da den vil fremstå som uprofessionel," siger Lars Schmidt Larsen.
I yderste konsekvens kan det betyde at netbutikkerne får et dårligt ry og dermed skaber en generel utryghed blandt forbrugere. En utryghed der måske vil få nogle til helt, at fravælge at handle på nettet.
Kompleksitet er ikke en undskyldning
Hos e-handelsfonden forstår man dog godt at det kan være svært, som netbutik, at gennemskue alle de regler og love en netbutik er underlagt, da de er hentet fra både markedsføringsloven, persondataloven, forbrugeraftaleloven og naturligvis e-handelsloven.
Men Lars Schmidt Larsen understreger, at lovgivningens kompleksitet ikke fritager netbutikkerne for at have en lovlig netbutik:
"Selvom lovgivningen på nogle områder er kompleks og uigennemskuelig, så kan netbutikkerne ikke skyde skylden på lovgivningen. Det er alene netbutikkerne, som har ansvaret for at deres netbutik overholder gældende lov."
Netbutikker med e-mærket får topkaraktererne
De e-mærkede netbutikker får topkarakterer i undersøgelsen. Det skyldes at de i forbindelse med selve certificeringen har været igennem en proces der sikre at netbutikken lever op til gældende lov samt e-mærkets særlige krav. Først da må netbutikken benytte e-mærket.
Ligeledes kan netbutikken få frataget retten til bruge e-mærket, hvis det efterfølgende viser sig, at netbutikken bryder lovgivningen eller overtræder e-mærkets retningslinier. De e-mærkede netbutikker, som ikke efterlevede loven, da undersøgelsen blev foretaget, vil blive kontaktet af e-handelsfonden med krav om at rette op på ulovlighederne.
Relevant information
http://www.e-maerket.dk