16/10-08
-
Pressemeddelelse
Krise skaber markant fremgang for e-mærket
E-HANDEL: I en tid med stor usikkerhed på finansmarkederne og den medfølgende utryghed hos den almindelige forbruger, oplever e-handelsfonden fremgang i antallet af nye e-mærkede netbutikker og forbrugere, som interesserer sig for e-mærkets værdier og muligheder.
e-mærket i markant fremgang
Igennem den seneste tid med uro og usikkerhed på de finansielle markeder har e-handelsfonden fået markant flere henvendelser fra netbutikker, der ønsker at blive e-mærke-certificeret. Der er især netbutikker, som e-handelsfonden tidligere har været i dialog med, som nu melder sig under fanen.
e-handelsfondens direktør Lars Schmidt Larsen giver sit bud på, hvorfor e-mærket oplever fremgang i et marked, som er meget ustabilt.
"Alle er blevet mere bekymret i disse dage, og med god grund. Det kan naturligvis ikke undgå, at det også smitter af på de nethandlende, som i langt højere grad søger tryghed, når de handler på nettet. Det kan vi blandt andet mærke på antallet af henvendelser fra forbrugere, der lige vil vide, hvordan de skal forholde sig, når de handler på nettet," siger Lars Schmidt Larsen.
Forbrugerne vælger e-mærkede netbutikker
Hos e-handelsfonden har man gennem den seneste tid også fået en hel del henvendelser fra e-mærkede netbutikker, som kan mærke en omsætningsfremgang på trods af forbrugerne generelt er tilbageholdende i øjeblikket.
"Vi har hele tiden vist, at e-mærket styrker forbrugerens tryghed, når de handler på nettet, men vi må indrømme, at vi er positivt overrasket over den interesse, som forbrugerne viser e-mærket i denne krisesituation," fortæller Lars Schmidt Larsen.
Tryghed som konkurrenceparameter
Danske netbutikker bruger e-mærket som et konkurrenceparameter i et marked, hvor forbrugertilliden er dalende. De netbutikker, som bruger e-mærket aktivt i deres markedsføring oplever, at der kan være penge i at handle etisk korrekt og signalere tryghed. Kunderne foretrækker netbutikker, som er bevidste om de mest grundliggende forbrugerrettigheder som fx retur- og reklamationsretten.
"Jeg er utroligt glad for, at netbutikkerne i disse dage vægter lovlighed og tillid højere, end de tidligere har gjort. Jeg kan dog godt være lidt ærgerlig over, at der skal en finanskrise af disse dimensioner for at få dem til at indse, at e-mærket er til gavn for deres forretning og forbrugerne," fortæller Lars Schmidt Larsen.
Forventer fortsat vækst
e-handelsfonden forventer at salget af e-mærker vil fortsætte årene fremover, fordi netbutikkerne bliver bedre og mere professionelt drevet.
"De netbutikker som har vækst og fremgang ved godt, at loyalitet og tillid er nøgleordene bag deres succes. Derfor er det meget naturligt for de succesfulde netbutikker at vælge e-mærket til, fordi e-mærket er en certificeringsordning, som viser forbrugerne at en netbutik vægter deres behov for tryghed og troværdighed højt," slutter Lars Schmidt Larsen.
Bag om e-handelsfonden
e-handelsfonden, en non-profit fond, varetager e-mærket som er den danske mærkningsordning for netbutikker - et kvalitetsstempel, der viser forbrugerne, at en hjemmeside drives lovligt og etisk forsvarligt.
Følgende organisationer står bag e-handelsfonden: Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet.
Relevant information
http://www.e-handelsfonden.dk