12/02-09
-
Pressemeddelelse
Stor sejr til forbrugerne, hvis nyt lovforslag vedtages
E-HANDEL: Det nye lovforslag fra økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, om at gøre Forbrugerklagenævnets afgørelser retsligt bindende, vil være en stor sejr til forbrugerne, der vil stå meget stærkere, hvis det bliver vedtaget, vurderer direktør i e-handelsfonden Lars Schmidt Larsen.
Bindende afgørelser er en forbrugersejr
Hvert år havner sager i Forbrugerklagenævnet, fordi forbrugere og erhvervsdrivende ikke kan blive enige om f.eks. tilbagebetaling af en vare. I dag er det sådan, at selvom en forbruger har fået medhold i Forbrugerklagenævnet, kan forbrugeren alligevel risikere at stå tilbage som taberen, hvis den erhvervsdrivende ikke vil efterleve afgørelsen.
Hos e-handelsfonden er man utrolig glad for det nye lovforslag fra økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, som i fremtiden vil gøre Forbrugerklagenævnets afgørelser retsligt bindende, og derved tvinge de erhvervsdrivende til at tilbagebetale forbrugerne deres penge, hvis de har fået medhold hos Forbrugerklagenævnet.
"Det vil være en stor sejr for forbrugerne, hvis de kan vide sig sikre på, at de får deres penge igen, når de har fået medhold hos Forbrugerklagenævnet. Det har vi ventet længe på, for det kan ikke være rigtigt, at en forbruger kan få medhold, men ingen penge, " siger Lars Schmidt Larsen og fortsætter:
"En del forbrugere ser desværre stadig nettet som en utryg handelskanal, for hvad gør man, hvis en netbutik ikke holder, hvad de lover, og måske ikke svarer på ens henvendelser? Du opdager jo ofte først "skaden", når den er sket - når netbutikken ikke overholder gældende lov. Vi har alle hørt "skræk-historier" om e-handel, men med dette lovforslag kan vi endelig få luget ud blandt de brodne kar, om man så må sige. Ved at gøre Forbrugerklagenævnets afgørelser retsligt bindende i stedet for vejledende øger man forbrugernes tryghed, så lovforslaget er et stort skridt på vejen mod sikker nethandel, og kan måske i sidste ende være med til at øge omsætningen i netbutikkerne".
e-mærke krav bliver til lovkrav
Hos e-handelsfonden, som administrerer e-mærket, er det allerede et særligt e-mærke krav, at alle e-mærkede netbutikker skal efterleve Forbrugerklagenævnets afgørelser eller alternativt indbringe sagen for domstolene. Hvis en e-mærket netbutik ignorerer en afgørelse, får den frataget e-mærket med øjeblikkelig virkning. På den måde er forbrugerne ekstra godt beskyttet, når de handler i en e-mærket netbutik.
"Vi har siden e-mærket blev lanceret i år 2000 kun frataget 2 netbutikker deres e-mærke for ikke at efterleve Forbrugerklagenævnets afgørelser, men det hjælper jo ikke de forbruger der har handlet på hjemmesider der ikke er e-mærket" siger Lars Schmidt Larsen.
Hos e-handelsfonden håber man på, at dette særlige e-mærke krav nu bliver almindelig praksis for alle netbutikker:
"Det er skævvridende for den danske e-handelsbranche, at de e-mærkede netbutikker efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser, mens andre netbutikker helt har kunnet ignorerer dem - med forbrugerne som eneste taber. Derfor er vi utroligt glade for det nye lovforslag på forbrugernes vegne, fordi de vil stå stærkere i tvister med en netbutik," forklarer Lars Schmidt Larsen.
Fat i pengepungen på svindlerne
Med det nye lovforslag øjner e-handelsfonden en mulighed for, at få taget et opgør med de netbutikker, som ingen respekt har for det det danske forbrugersystem:
"De netbutikker, som er uden for pædagogisk rækkevidde, har kun respekt for deres egne penge, og derfor er det godt, at de nu bliver straffet på pengepungen, ved at blive tvunget til at tilbagebetale pengene til forbrugerne, når de har tabt en sag. Det er en klar styrkelse af forbrugernes rettigheder og et stort løft for danske e-handel generelt," slutter Lars Schmidt Larsen.
Om e-mærket
e-mærket er den danske mærkningsordning - et kvalitetsstempel, der viser forbrugerne, at en netbutik drives lovligt og etisk forsvarligt.
e-mærket varetages af e-handelsfonden, en non-profit fond, som følgende organisationer står bag: Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet.
Relevant information
http://www.e-handelsfonden.dk