15/10-09
-
Pressemeddelelse
Okaymobil ApS får frataget e-mærket
Okaymobil ApS har handlet i strid med e-mærkets retningslinier og fratages derfor e-mærket.
"For at e-mærket kan være et respekteret kvalitetsstempel, er det vigtigt, at forbrugerne kan have tillid til, at e-mærkede netbutikker efterlever både gældende lov samt e-mærkets særlige krav om korrekt og etisk adfærd på nettet", siger Lars Schmidt Larsen.
"e-mærkede virksomheder skal bl.a. have forsvarlige procedurer for eventuelle reklamationer og fortrydelsesret. En forbruger skal kunne reklamere og udnytte fortrydelsesretten på en måde, der ikke er mere besværlig end bestilling af en vare eller ydelse," forklarer e-handelsfondens direktør Lars Schmidt Larsen.
e-handelsfonden suspenderede den 8. september 2009 Okaymobil ApS's e-mærke i 3 måneder på baggrund af flere henvendelser fra forbrugere, som ikke kunne komme i kontakt med netbutikken.
Okaymobil foretog i første omgang en optimering af deres sagsbehandlingsprocedure, men e-handelsfonden modtog stadig forbrugerhenvendelser, hvor kritikpunktet var det samme: Forbrugerne kunne stadig ikke opnå kontakt med netbutikken.
"Det er vigtigt for dansk e-handel, at alle netbutikker retter fokus på eftersalget, da det som oftest er i denne fase, forbrugerklager opstår. Det er ikke sket tilstrækkeligt i Okaymobil's sag, og derfor skrider vi ind med en direkte fratagelse af e-mærket på www.okaymobil.dk," siger Lars Schmidt Larsen og fortsætter:
"Okaymobil ApS burde have udvist langt større ansvarlighed overfor problemstillingen og have skærpet opmærksomheden på kundehenvendelser - ikke mindst på baggrund af vores løbende korrespondance vedr. konkrete forbrugerhenvendelser"
Jeg vil endnu engang opfordre forbrugere, der er kommet i klemme på e-mærkede netbutikker, til at kontakte e-handelsfondens Forbruger Hotline. 9 ud af 10 sager som vi bliver involveret i, løses via dialog mellem forbrugeren, netbutikken og e-handelsfonden," slutter Lars Schmidt Larsen.
Okaymobil ApS kan først efter 12 måneder ansøge e-handelsfonden om generhvervelse af e-mærket.
e-handelsfondens Forbruger Hotline
Ring på tlf. 44 85 85 90 eller udfyld online formularen på www.e-handelsfonden.dk.
Om e-mærket
e-mærket er den danske mærkningsordning - et kvalitetsstempel, der viser forbrugerne, at en netbutik drives lovligt og etisk forsvarligt.
e-mærket varetages af e-handelsfonden, en non-profit fond, som følgende organisationer står bag: Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet.
Relevant information
http://www.e-handelsfonden.dk