14/12-11
-
Pressemeddelelse
E-bøger har først sine kronede dage efter jul
Mens fysiske bøger trofast er placeret under danskernes juletræer juleaften, vil det være omvendt for e-bøger. Det vurderer indehaveren af eBogreolen.dk, der mener at e-bøgerne primært vil blive solgt efter juleaften.
Fysiske bøger har længe været fast inventar under juletræet og vil fortsat være der. Dog er salget af fysiske bøger de første tre kvartaler i år 2011 faldet med hele 6,4 pct. i antal bind jf. Bogbarometret 2011. Dermed er det ikke sagt, at de under juletræet bliver skiftet ud med e-bøger. E-bøgerne forventes nemlig at sælge bedst i dagene efter jul, ifølge Rasmus Villars Jørgensen fra eBogreolen.dk.
Danskerne har så småt fået øjnene op for de mange muligheder med bl.a. iPads. Her kan du lynhurtigt tjekke dine mails, se tv, høre musik, læse dagens avis eller læse en e-bog. Ifølge den årlige rapport fra Centre of Retail Research, der har lavet prognoser for bl.a. husstande i Danmark vurderes 29,4 pct. af julebudgettet at gå til forbrugerelektronik. Det bliver derfor spændende at se hvor mange der får sig en e-reader d. 24 December 2011. Apple har kommenteret at de forventer at sælge 13,5 mio. iPads i December 2011.
Mens e-readerne har fundet vej under juletræet, er e-bøgerne lidt sværere at få "pakket ind".
Rasmus Villars Jørgensen fra eBogreolen.dk kommenterer, at han forventer det primære salg af e-bøger i December først vil starte efter d. 24. "Når først forbrugerne har pakket deres nye lækre e-readere op, skal de efterfølgende tankes op med litteratur. E-bøgerne har derfor først sine kronede dage efter jul".
Hvis man har lagt en e-reader under træet opfordrer indehaveren af eBogreolen.dk, dog at man køber en e-bog, som vedkommende kan indlæse. "Man forærer jo heller ikke en pung uden penge og kan det blive bedre end at læse e-bogen om Steve Jobs på sin nye iPad, anden juledag?".
Relevant information
http://www.ebogreolen.dk