Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/12-11   -   Pressemeddelelse

Boligmarkedet i 2012 bliver en blandet cocktail

Fortsat faldende gennemsnitspriser og svage stigninger i salget. Så kort kan forventningerne til boligmarkedet i 2012 beskrives hos EDC. Mere konkret forventes en stigning i salget omkring 3-5 pct. og et nogenlunde tilsvarende fald i priserne set som et gennemsnit. Men forventningen om faldende priser gælder ikke alle steder og alle ejendomstyper.

Efter et halvår med et salg der ligger meget stabilt omkring 35-38 pct. under det normale og fortsat mørke skyer i horisonten for den overordnede økonomi, kan det være svært at se hvorfra forbedringerne kan komme. - Når vi alligevel har en forventning om et lidt bedre salg i 2012 hænger det dels sammen med, at renten nu er rekordlav samtidig med, at vi ser mere realistiske sælgere i markedet, der har indstillet sig på, at de ikke længere kan opnå de samme priser som for nogle år siden, siger EDC's kommunikationschef Jan Nordmann.

- Med flere ejendomme i udbud til realistiske priser er der grund til at tro på lidt flere handler i 2012, men der vil stadig være langt op til det vi kalder et normalt år.

Det stabile - og lave - salg i andet halvår af 2011 vidner om, at vi er tæt på et bundniveau for boligsalg: - Måned for måned har vores salg siden juli svinget med mindre end 1 pct., hvilket er helt usædvanligt. Der har slet ikke været de normale sæsonudsving i perioden, hvilket kan tolkes som, at vi er ret tæt på det niveau, der altid vil være som følge af ændringer i boligejernes familiemæssige forhold. Der vil altid være nogen som flytter sammen, nogen der går fra hinanden, nogen der får børn, og andre hvor børnene er flyttet hjemmefra, siger Jan Nordmann.

Med flere sælgere, der ser realistisk på deres ejendoms værdi og en generel større efterspørgsel efter de billige ejendomme vil der komme et tryk nedad på priserne - i hvert fald statistisk set. Når de solgte boliger i forhold til tidligere i højere grad kommer fra den nederste del af prisspektret, vil gennemsnitspriserne være faldende. Men det er ikke nødvendigvis udtryk for, at den enkeltes ejendom er blevet mindre værd.

- Vi forventer reelt faldende priser i de områder og for de ejendomstyper, hvor sælgerne har været længst om at tilpasse prisen. Det gælder særligt fritidshuse og dårligt beliggende villaer. Til gengæld ser det mere fornuftigt ud for ejerlejligheder, andelsboliger og villaer i større byområder, der i højere grad vil være i stand til at holde prisen.

Det er afgørende at renten også i 2012 formår at holde sig i ro på det meget lave niveau den er i dag. Ligeledes at ledigheden ikke stiger for voldsomt. - Det meste af den tilbageholdenhed vi ser i dag er begrundet i usikkerhed om fremtiden og ikke så meget i den aktuelle situation. De fleste mennesker har trods alt fortsat deres job, renten er lav, priserne er faldet og udbuddet er stort. Så der burde være mere gang i bolighandlen. Men de psykologiske mekanismer får køberne til at holde sig tilbage og se tiden an. Vi håber, at de generelle konjunkturer efterhånden stabiliseres, så flere får mod på at indfri de boligdrømme, som vi ved at rigtig mange går uforløst rundt med, siger Jan Nordmann.

Relevant information

http://www.edc.dk


Pressekontakt


Firma

EDC-gruppen a/s
Mynstersvej 5
1827 Frederiksberg C., Danmark

  33 26 77 59
  21 27 21 11

http://www.edc.dk

Modtag nyheder fra EDC-gruppen a/s på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire