03/05-13
-
Pressemeddelelse
Energi fra havet til Forskningens Døgn
Hundredvis af børn, unge og voksne lærte om energi fra havet, da de deltog i Forskningens Døgn i Havets Hus/Kattegatcentret i Grenaa torsdag den 2. maj.
Kommer fremtidens energi fra havet? Det ville mange af deltagerne i Forskningens Døgn-arrangementet "Energi fra havet", der torsdag den 2. maj blev afholdt i Havets Hus/Kattegatcentret, højst sandsynligt svare ja til. Her fik de nemlig stor mulighed for at stifte bekendtskab med det overflødighedshorn af bæredygtige energiformer, som havet rummer.
Arrangementet var arrangeret af Havets Hus/Kattegatcentret, Teknologisk Institut og Aarhus Universitet og var tredelt med et særskilt program for henholdsvis folkeskoler om formiddagen og ungdomsuddannelser og åbent hus om eftermiddagen.
Arrangementet blev skudt i gang kl. 9, hvor over 100 forventningsfulde folkeskolelever fra Djursland indtog Havets Hus/Kattegatcentret. Her lærte de blandt andet om havmøller, bølgeenergi, bioenergi fra alger, løste quizzer og konstruerede deres helt egen alternative og bæredygtige energi-teknologi. Men de fik også en rundvisning i AlgeCenter Danmark, hvor de lærte om, hvordan man dyrker alger, og hvad man kan bruge alger til - og det indebar blandt andet, at der skulle smages på de gode sager.
Gymnasieelever stemte for algedyrkningsanlæg
Om eftermiddagen var der program for gymnasie- og HTX-elever, der inden besøget havde fået udleveret en fiktiv ansøgning til "Havdirektoratet" om etablering af et algedyrkningsanlæg i farvandet langs stranden syd for Grenaa.
Denne "case" var udgangspunkt for en paneldiskussion, hvor eleverne med et panel bestående af politikere, eksperter og repræsentanter fra udvalgte interesseorganisationer diskuterede fordele og ulemper ved etablering af et algedyrkningsanlæg. I sidste ende skulle eleverne beslutte, om Djursland skal satse på lokalproduceret algeenergi. Inden paneldiskussionen havde eleverne været på rundvisning i AlgeCenter Danmark og besøgt en række stande, hvor de havde indsamlet viden om algeproduktion og -anvendelse.
I panelet sad Jonas Dahl (SF), Hans Husum (V), Flemming Holm Rasmussen (Destination Djursland), Lars Sloth (Danmarks Naturfredningsforening), Annette Bruhn (Aarhus Universitet) og Jens Reddersen (DGI Karpenhøj).
Det blev til en livlig debat, hvor fordele og ulemper blev vendt og drejet. Repræsentanter fra panelet påpegede blandt andet faren for at ødelægge natur og friluftsliv, hvorimod andre påpegede fordele:
"Det er positivt, at vi ville kunne skabe nye arbejdspladser og finde noget andet at putte i vores biler, når nu olien i Nordsøen slipper op," sagde Jonas Dahl, medlem af folketinget og politisk ordfører for SF.
Han blev bakket op af forsker Annette Bruhn fra Aarhus Universitet.
"Der er hele tre gode ting ved at dyrke alger - ligesom et kinderæg. Vi får en masse ressourcer i form af dyrefoder, ingredienser til føde og medicin, vi får skaffet nye arbejdsplader, og vi får et renere havmiljø," sagde Annette Bruhn.
Paneldiskussionen endte med en meningsmåling, hvor eleverne skulle stemme for eller imod etablering af algedyrkningsanlægget. Med 78 stemmer for og kun 8 imod blev det til et klart ja til, at Djursland skal satse på lokalproduceret algeenergi.
Forskningens Døgn i Havets Hus/Kattegatcentret blev rundet af med åbent hus for alle, og også her var der mulighed for at få en rundvisning i AlgeCenter Danmark, høre spændende foredrag og besøge en lang række stande om bæredygtig energi fra havet.
Det var gratis at deltage i arrangementet
Læs mere om dagen og se billeder på www.havetshus.dk
FAKTA
Tid & sted: Kl. 09.00-18.00 den 2. maj 2013 i Havets Hus/Kattegatcentret, Færgevej 4, 8500 Grenaa
Kl. 09.00-11.30: Arrangement for folkeskoler. Kl. 13.00-15.30: Arrangement for gymnasie- og HTX-elever. Kl. 16.00-18.00: Åbent hus for alle
Arrangementet blev afholdt i samarbejde mellem Havets Hus/Kattegatcentret, Aarhus Universitet og Teknologisk Institut. Også Aalborg Universitet deltog i arrangementet
Arrangementet var støttet af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser
Find hele programmet og læs mere om dagen på www.havetshus.dk
Uddannelsesministeriet er initiativtager til Forskningens Døgn, der er en landsdækkende forskningsfestival, som blev afholdt første gang i 2005. VIA University College i Aarhus stod i år for den officielle åbning af Forskningens Døgn med deltagelse af blandt andre uddannelsesminister Morten Østergaard.
Relevant information
http://www.havetshus.dk
Firma
Ejendomsfonden Kattegatcentret/Havets Hus
Færgevej 4
8500 Grenaa,
Danmark
+45 2233 8984
+45 2233 8984
http://www.havetshus.dk
Modtag nyheder fra Ejendomsfonden Kattegatcentret/Havets Hus på mail
Tilmeld dig her