09/11-11
-
Pressemeddelelse
Manglende bevillinger bremser eksporten
På trods af at det igen går lidt bedre i mange eksporterhverv, går det langt fra godt! Danske virksomheder får ikke deres andel af væksten i verdenshandlen. Dette bekræftes af adskillige undersøgelser og herved går det danske samfund glip af milliardindtægter, som skal finansiere vores velfærd fremadrettet.
Tilskud på 80 millioner kan øge eksporten med 8 milliarder
Parallelt med at den nye regering arbejder på at forbedre rammebetingelserne for de danske eksportører, er man nødt til at kigge på den korte bane. Her findes der allerede et fantastisk værktøj: KOLLEKTIV EKSPORTFREMME.
Ordningen er desværre blevet nedprioriteret de seneste år på trods af dens dokumenterbare succes. Mange hundrede virksomheder får hvert år gavn af tilskuddene, hvor der er ekstra fokus på de små og mellemstore virksomheder. Rambøll Management har foretaget en undersøgelse af ordningen og konkluderer, at for hver tilskudskrone, der bliver givet, kommer der mere end 100 kroner tilbage til Danmark. Hvor finder man en ordning, der kan fremvise en sådan succesrate?
Eksportforeningen vil derfor opfordre regeringen til at øge tilskuddet over finansloven til 80 millioner kr., da dette er en hurtig, sikker og effektiv måde at hæve eksporten på.
Klar eksport-strategi
Eksportforeningen støtter idéen med at udarbejde en strategi for det fremadrettede arbejde, især for BRIK-landene. I disse lande er det meget tydeligt, at vi ikke er blandt de lande, der er bedst til at eksportere. Vi finder det også rigtig at kigge på fokus på grøn teknologi samt velfærdsteknologi.
Det er dog vigtigt, at man også gør sig klart, at kombinationen af SMV-virksomheder og nærmarkeder er en utroligt vigtig faktor for den danske eksport.
I Eksportforeningen arrangerer vi fælles eksportfremstød til de markeder, hvor der er et potentiale for danske virksomheder, uanset om landet ligger i Europa eller i Asien. For de store virksomheder er Europa muligvis blevet et hjemmemarked, men for de små og mellemstore virksomheder er der mange udfordringer ved at udvikle eller udvide sin eksport - også indenfor Europas grænser. Her er kollektiv eksportfremme et fantastisk effektivt værktøj, hvor resultaterne oven i købet kommer indenfor ganske kort tid; i udvalgte tilfælde inden for et kalenderår, hvilket burde lyde meget interessant for en statsminister, en handels- og investeringsminister, en beskæftigelsesminister og en finansminister.
Eksportforeningen har fuld forståelse for, at regeringen må prioritere, men opfordrer samtidigt regeringen til at opprioritere kollektiv eksportfremme til gavn for danske virksomheder, beskæftigelsen og dermed det danske samfund.
Relevant information
http://www.dk-export.dk