22/11-11
-
Pressemeddelelse
PowerSense i Australien æres med dansk hæderspris
Danske PowerSense A/S australske datterselskab modtog den 21. november Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje for de flotte resultater, virksomheden har opnået på få år.
Uddelingen fandt sted i forbindelse med seminaret "State of Green - Join the Future. Think Denmark" i Sydney, der er en del af erhvervsfremstødet i forbindelse med Kronprinseparrets besøg i Australien. Ved arrangementet overrakte HKH Kronprins Frederik prisen til en tydeligt beæret Brian Sørensen, CEO for PowerSense A/S, der modtog æresbevisningen på vegne af det australske datterselskab PowerSense ANZ Pty Ltd.
PowerSense ANZ Pty Ltd blev indstillet til Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje af Generalkonsul Michael T. Hansen fra Generalkonsulatet i Sydney. Han fortæller, at PowerSense på relativt kort tid har etableret sig på det australske marked, hvor virksomheden allerede har vundet en ordre på ½ milliard kr. Generalkonsulen mener endvidere, at virksomheden differentierer sig med produkterne, hvis teknologi yder en forskel for miljøet. Michael T. Hansen roser PowerSense ANZ Pty Ltd for hurtigt at have opnået succes og respekt på fjernmarkedet. Han forudser, at der foreligger et stort potentiale for at udbrede salget i Australien og New Zealand.
PowerSense ANZ Pty Ltd, beliggende i Sydney, har siden 2009 repræsenteret danske PowerSense A/S, der har til huse i Holte. Virksomheden producerer avanceret sensor- og overvågningsudstyr til måling af strøm, spænding, fasevinkler m.m. Produktionen foregår hovedsageligt i Skive, og derudover benytter PowerSense sig af enkelte kinesiske producenter. Hele 99 % af produktionen eksporteres, og det absolut største marked er det australske, hvor PowerSense er markedsleder på området.
Det samlede salg af måle- og kontroludstyr fra det danske moderselskab til PowerSense ANZ Pty Ltd forventes at lande på ca. 100 mio. kr. for 2011, og PowerSense ANZ regner med en årlig vækst på 200 - 250 mio. kr. Virksomheden har fået kontrakter i hus helt frem til 2015, og markedet forventes at vokse frem til ca. 2020.
####
Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje:
Hædersprisen Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje tildeles personer eller virksomheder med hjemsted i udlandet - herunder danske virksomheders datterselskaber. Prisen gives som anerkendelse for fremragende indsats til fremme af afsætningen af danske produkter og tjenesteydelser i udlandet. Ved bedømmelsen af kandidaterne lægges vægt på, om indsatsen gennem en årrække har været bemærkelsesværdig, og resultaterne bedømmes både med hensyn til størrelse og stigningstakt. Et udsædvanligt initiativ eller en ekstraordinær indsats under specielle markedsforhold kan også kvalificere til tildeling. Hædersprisen forvaltes af en komite bestående af HKH Prins Henrik, fire repræsentanter udpeget af Eksportforeningens forretningsudvalg og en repræsentant fra Udenrigsministeriet.
Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje er blevet uddelt siden 1982 og er tidligere gået til bl.a. Bang & Olufsen, Pandora, Nilfisk, Ecco og Novo Nordisk i lande verden over, som fx Sverige, Libanon, Storbritannien, Mexico og Pakistan. Med æren følger en medalje, et diplom og retten til at bruge Kongehusets logo og navn.
Yderligere oplysninger om hædersprisen: www.exportaward.dk
Billedet: Brian Sørensen, CEO fro PowerSense Danmark, fik prisen overrakt af HKH Kronprins Frederik. Ulrich Ritsing (formand for Eksportforeningen, th.) deltog også i uddelingen.
Relevant information
http://www.dk-export.dk