29/11-11
-
Pressemeddelelse
Stærkt CSR-engagement giver royal ærespris til Mascot's direktør i Vietnam
Under sit besøg i Vietnam uddelte Kronprinsen Prins Henriks Æresmedalje og Dansk Eksportforenings Diplom til Thomas Bo Pedersen, direktør for Mascot International Vietnam. Mascot-direktøren får prisen for sin indsats for at skabe en moderne og succesrig tekstilvirksomhed, der hviler på en stærk social ansvarlighed. Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr ser gerne andre danske virksomheder følge samme spor.
Kronprins Frederik overrakte hædersprisen under et stort erhvervsseminar i Hanoi arrangeret i anledning af 40-året for diplomatiske relationer mellem Danmark og Vietnam. Prisen gives til Silkeborg-virksomheden Mascot International's mand i Vietnam for en særlig indsats for at fremme handelen med Vietnam.
Siden han i 2006 blev ansat som den første medarbejder i Mascot International Vietnam, har Thomas Bo Pedersen stået i spidsen for en hurtig og vellykket etablering og udvidelse af tekstilvirksomhedens produktions- og lagerfaciliteter. Virksomheden beskæftiger i dag 1.700 medarbejdere i Hai Duong provinsen i det nordlige Vietnam. Det vietnamesiske selskabs produktion af topkvalitets arbejdstøj spiller i dag en afgørende rolle i Mascot International's globale forsyningskæde. Virksomheden er i dag det største datterselskab i Mascot-gruppen.
Produktionen i Vietnam har spillet en afgørende rolle i Mascot International's udvikling gennem de senere år. En udvikling, der har gjort Silkeborg-virksomheden til Europas tredjestørste producent af arbejdstøj.
Thomas Bo Pedersen har gjort det til en mærkesag, at Mascots produktionsenhed i Vietnam er førende inden for Corporate Social Responsibility (CSR). Thomas Bo Pedersen har haft som mål, at Mascot skal være blandt de bedste arbejdsgivere ved at skabe et godt arbejdsmiljø for de ansatte. Den stærke CSR-politik har bidraget til at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft og har samtidig givet Mascot International et stærk image i Vietnam. Både lokale og nationale myndigheder har tidligere belønnet Mascot's CSR-indsats.
Thomas Bo Pedersen udtaler: "Vi har fra starten set CSR som et centralt element i den samlede investering i Vietnam. Det startede allerede på byggepladsen, hvor vi lagde internationale standarder for sikkerheden. Det vakte stor opsigt i Vietnam, at man faktisk kan gennemføre et større byggeri uden ulykker. Vi viser hver dag i vores lokalområde, at vi gør en forskel med gode arbejdsforhold, fornuftige lønninger, sundhedsprogrammer m.v. Det gør os ikke bare til en attraktiv arbejdsplads. CSR-investeringen kommer også igen i form af en langt højere effektivitet end normalt i Vietnam."
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr glæder sig over, at æresmedaljen går til en virksomhed, der påtager sig et klart socialt ansvar:
"Når danske virksomheder gør brug af globaliseringens muligheder og placerer produktion i vækstøkonomier som Vietnam, påtager de sig samtidig et ansvar for at sikre ordentlige produktions-, arbejds- og miljøforhold. Det glade budskab i Mascot-historien er, at anstændig forretning også er god forretning."
Pia Olsen Dyhr understreger, at hun meget gerne ser andre virksomheder forfølge samme strategi: "Som minister vil jeg arbejde for en styrket CSR-rådgivning til danske virksomheder, særligt på vækstmarkederne, så vi støtter op om ansvarlig produktion. På den måde kan vi sikre, at danske virksomheder bidrager positivt til samfundsudviklingen og som her i Vietnam bygger videre på dansk udviklingsbistand."
####
Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje:
Hædersprisen Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje tildeles personer eller virksomheder med hjemsted i udlandet - herunder danske virksomheders datterselskaber. Prisen gives som anerkendelse for fremragende indsats til fremme af afsætningen af danske produkter og tjenesteydelser i udlandet. Ved bedømmelsen af kandidaterne lægges vægt på, om indsatsen gennem en årrække har været bemærkelsesværdig, og resultaterne bedømmes både med hensyn til størrelse og stigningstakt. Et udsædvanligt initiativ eller en ekstraordinær indsats under specielle markedsforhold kan også kvalificere til tildeling. Hædersprisen forvaltes af en komite bestående af HKH Prins Henrik, fire repræsentanter udpeget af Eksportforeningens forretningsudvalg og en repræsentant fra Udenrigsministeriet.
Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje er blevet uddelt siden 1982 og er tidligere gået til bl.a. Bang & Olufsen, Pandora, Nilfisk, Ecco og Novo Nordisk i lande verden over, som fx Sverige, Libanon, Storbritannien, Mexico og Pakistan. Med æren følger en medalje, et diplom og retten til at bruge Kongehusets logo og navn.
Yderligere oplysninger om hædersprisen: www.exportaward.dk
Relevant information
http://www.dk-export.dk