Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/03-12   -   Pressemeddelelse

Royal hæder til ISS Kina

På vegne af ISS Kina modtog Jack Zhou, Landechef, og danskfødte Peter Trampe, Business Development Director for ISS Greater China, den 2. marts 2012 Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks æresmedalje for den store fremgang, de har tilvejebragt for ISS siden dens spæde start i 2005 på det kinesiske marked.

Prinsgemalen overrakte diplom og æresmedalje på Hotel Waldorf Astoria i Shanghai, hvor Jack Zhou og Peter Trampe lovede at bruge anerkendelsen som brændstof i jagten på nye vækstmål for ISS Kina. Efter overrækkelsen var der reception for indbudte gæster og forretningsforbindelser.

ISS Kina, som er datterselskab af ISS A/S i Danmark, har oplevet en meget stor fremgang på det kinesiske marked de seneste år. I 2010 havde Kina-afdelingen en omsætningsvækst på 31 %, mens indtjeningen steg med 36 % i forhold til 2009. Den høje globale vækst har gjort virksomheden til verdens fjerde-største private virksomhed målt på antal ansatte.

ISS Kinas Landechef, Jack Zhou solgte i 2005 sit rengøringsselskab Hong Run Cleaning Company til ISS A/S, der således har dannet basis for ISS' udvikling på det kinesiske marked. Under Jack Zhou's lederskab er omsætningen femdoblet og medarbejderstaben fordoblet. Jack Zhou er en dygtig entreprenør med MBA uddannelse fra den anerkendte China Europe International Business School i Shanghai. Jack Zhou er desuden Executive Director i China Foreign-funded Enterprises Association og Vice Chairman i Shanghai Foreign-funded Enterprises Association.

Den danske direktør, Peter Trampe er en af de bærende personligheder til ISS' succes på det kinesiske marked. Peter Trampe har været en del af ISS Kina siden begyndelsen i 2005. Moderselskabet ISS udtaler blandt andet, at en af de kritiske faktorer til Peter Trampes succes for ISS er hans "unikke og indgående kendskab til kinesisk kultur og talefærdighed i flydende mandarin, som har hjulpet os umådeligt med at bygge bro mellem den europæiske og kinesiske tankegang og måde at drive forretning på".

Danmarks ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen udtaler, at ISS' øgede fokus på CSR med udarbejdelsen af et adfærdskodeks er med til at sikre væksten fremover: "ISS er kendt for at bestræbe sig på at anvende CSR som en integreret del af deres forretningsaktiviteter. Jack Zhou fortsætter disse bestræbelser i Kina. Ikke blot af etiske årsager, men fordi han erkender, at CSR er en vigtig faktor for at skabe en langvarig og attraktiv forretning".

Derudover nyder ISS en bred anerkendelse som en respekteret og global virksomhed gennem en loyal kundeskare af flere af de store vestlige multinationale selskaber samt de største kinesiske lufthavne. Ambassaden spår særdeles gode vækstmuligheder for ISS baseret på den attraktive adgang til arbejdskraft i Kina samt et kinesisk marked med øget fokus på serviceområderne.

ISS' kinesiske hovedsæde er beliggende i Shanghai og har siden 2005 repræsenteret danske ISS A/S, der har hovedsæde i København. Virksomheden er førende indenfor Facility Management og udbyder service indenfor bl.a. facility management, rengørings-, caterings- og sikkerhedsindustrien med aktiviteter i over 90 byer i Kina.

###

Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje.

Hædersprisen Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje tildeles personer eller virksomheder med hjemsted i udlandet - herunder danske virksomheders datterselskaber. Prisen gives som anerkendelse for fremragende indsats til fremme af afsætningen af danske produkter og tjenesteydelser i udlandet. Ved bedømmelsen af kandidaterne lægges vægt på, om indsatsen gennem en årrække har været bemærkelsesværdig, og resultaterne bedømmes både med hensyn til størrelse og stigningstakt. Et udsædvanligt initiativ eller en ekstraordinær indsats under specielle markedsforhold kan også kvalificere til tildeling. Hædersprisen forvaltes af en komite bestående af HKH Prins Henrik, fire repræsentanter udpeget af Eksportforeningens forretningsudvalg og en repræsentant fra Udenrigsministeriet.

Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje er blevet uddelt syv gange tidligere i Kina, heriblandt til Bang & Olufsen, ECCO Shoes, Dan Marine og senest til FOSS China i 2010. Med æren følger en medalje, et diplom og retten til at bruge Kongehusets logo og navn.

Yderligere oplysninger om hædersprisen: www.eksportaward.dk

Relevant information

http://www.exportaward.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Eksportforeningen
Glarmestervej 20 A
8600 Silkeborg, Danmark

  +45 87 20 44 72

http://www.dk-export.dk

Modtag nyheder fra Eksportforeningen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater