20/03-12
-
Pressemeddelelse
Miljøminister Ida Auken åbner Danish Water Technology Group
Knap 100 deltagere fra mere end 60 danske virksomheder og organisationer kommer til åbningsseminar for det nyetablerede vandnetværk, Danish Water Technology Group (DWTG) i Fredericia Messecenter på torsdag den 22. marts 2012.
Miljøminister Ida Auken deltager i seminaret, og holder oplæg om øget dansk eksport af vandteknologi/services, samt regeringens målsætning og initiativer på området. Den netop underskrevne samarbejdsaftale mellem EU og Kina er også på ministerens agenda.
Danish Water Technology Group er sidste nye tiltag fra Eksportforeningen, som i forvejen har 12 andre eksportnetværk; "Vi er rigtig glade for den store opbakning som virksomhederne viser og sætter stor pris på miljøministerens fokus på området" udtaler direktør for Eksportforeningen, Ulrik Dahl.
Spændende program
Udover miljøministerens bidrag byder dagen på mange andre spændende præsentationer. Formiddagen handler om samarbejdet mellem de forskellige organisationer i sektoren, bl.a. vil Pia Klee fra Danish Water Forum præsentere projektet omkring international branding af dansk vandteknologi 'Rethink Water'. Projektet foregår i regi af State of Green, og mange danske vandvirksomheder bakker op omkring dette.
Eftermiddagens program indeholder bl.a. en præsentation af Steve Hall fra Danish Clean Water omkring salg af industrielle rent vands-anlæg i Polen, og Generalkonsul, Søren Robenhagen fra Istanbul, som vil fortælle om det tyrkiske vækstmarked.
"Vi mener, at tiden er helt rigtig til at samle de eksporterende vandvirksomheder i en kommerciel netværksgruppe, som kan følge op på regeringens initiativer for at skabe vækst. Den globale investering indenfor vandsektoren er faktisk næsten 10 gange større end for vindsektoren, - så nu skal vi ud og have fat i en større del af dette potentiale", siger Ilse Korsvang, netværkskonsulent for Danish Water Technology Group. Hun uddyber: "Derfor ser vi meget frem til de mange spændende aktiviteter med gruppen!"
Danish Water Technology Group (DWTG) er en sektion under Eksportforeningen. DWTG er for alle danske virksomheder indenfor vandsektoren, der leverer - eller gerne vil levere - services, konsulentydelser eller produkter på et globalt plan. Medlemmer af gruppen nyder godt af de klare fordele, der er i at være del af en kundefokuseret eksportnetværk, som gør arbejdet lettere, sjovere og mere effektivt.
EKSPORTFORENINGEN er en privat, landsdækkende forening, der for tiden består af ca. 500 medlemsvirksomheder, som spænder lige fra de små nye eksportører til de helt store industrilokomotiver.
Medlemmerne er inddelt i netværk sammensat efter branche- og kundeinteresser i udlandet og fungerer som eksportnetværk, hvor eksportchefer kan udveksle erfaringer om eksportaktiviteter.
Ved yderligere oplysninger, kontakt da Ilse Korsvang, tlf. 50 89 44 88 - e-mail: ilse.korsvang@dk-export.dk
Relevant information
http://www.dk-export.dk/DWTG-Nyhed-Sektion-De