17/04-12
-
Pressemeddelelse
Dansk knowhow sprængte sig vej til den chilenske mineindustri
Den første danske fællesstand på Expomin skabte mange gode kontakter og nye seriøse kunder til de 13 danske virksomheder, der netop er returneret til Danmark efter deltagelse på verdens anden største mineudstilling i Santiago, Chile.
Verdens største kobberproducent viste interesse for dansk mineudstyr
"Hold op, hvor har jeg travlt - kan jeg få to kaffe og småkager med", lyder det fra Thomas Velgaard - salgschef for minedivisionen Danafloat hos Cheminova, der afleverer bestillingen på fællesarealet på den danske stand, inden han løber tilbage til sit eget areal. Han har netop fået besøg af en procurement manager fra Codelco, det statsejede mineselskab i Chile, der samtidig er den største kobberproducent i verden.
Dette illustrerer meget godt oplevelsen for de danske virksomheder, der deltog på den danske fællesstand på Expomin, hvor 70.000 professionelle besøgende skabte stor aktivitet for deltagerne. Fordelt på knap 200 m2, modtog de danske udstillere besøgende fra hele Sydamerika, og konklusionen fra virksomhederne var enslydende:
"Det har været en rigtig god messe for os - vi har fået særdeles gode kontakter under udstillingen", fortsætter Thomas, der bla. havde sin nye agent i Chile med på udstillingen.
Dette bakkes op ad Michael Esbjørn Jensen, VP division Manager hos PMC Technology A/S, der leverer hydraulik- og smøresystemer. " Vi kom med en forventning om at finde 1-2 nye seriøse kunder på messen og dette er indfriet med stor succes, da vi ind til videre har fået 5 nye kunder, og allerede har modtaget konkrete forespørgsler på 2 store projekter".
Netværk og dansk udstyr i topkvalitet skabte synlig effekt
Fællesstanden blev arrangeret af Danish Mining & Quarry Group under Eksportforeningen i samarbejde med den danske Ambassade i Chile, og umiddelbart kan man spørge hvad danske virksomheder laver på verdens anden største mineudstilling. Dette besvaredes bla. af den danske Ambassadør i Santiago, Lars Steen Nielsen under hans åbningstale på den danske stand. "Vi har ingen miner i Danmark, men vi har danske leverandører af udstyr i topkvalitet, der anvendes i mineindustrien. De er alle førende inden for hvert deres område" sagde han. Ambassadøren var særdeles glad for at kunne byde velkommen til så mange danske virksomheder til udstillingen i Santiago, hvor det er første gang der arrangeres en stor dansk fællesstand.
Netop effekten af at stå sammen på en udstilling understreges bla. af direktør for GlobeFLX Jørgen Kildegaard: " Vi havde aldrig turdet bevæge os til Chile alene, ikke alene pga. sproget, men også fordi markedet er helt nyt for os. Netværket blandt udstillerne er helt fantastisk, og vi har fået flere aftaler i gang, blandt andet takket være nogle af de andre". Synligheden er bare større, når virksomhederne står sammen og samtidig har der været en helt fantastisk god, positiv og kollegial adfærd blandt deltagerne, som vi kan arbejde videre med i vor netværksgruppe derhjemme, fortæller Heidi Ravn, der er koordinator for Danish Mining & Quarry Group.
Også redningsselskabet Falck deltog på udstillingen og benyttede anledningen til at offentliggøre deres opkøb af det Chilenske firma Aprem, der nu skifter navn til Falck Aprem. Falck Aprem er nu et af de største rednings- og træningsselskaber i mineindustrien i Chile.
De danske virksomheder på fællesstanden var:
- C.C. Jensen A/S
- Cheminova A/S
- Danfoss A/S
- DHI
- Falck Aprem
- Fractum ApS
- GlobeFLX Ltd.
- Grundfos A/S
- ITW Densit ApS
- Kamstrup A/S
- PMC Technology A/S
- Sense-Tech Weighing Systems ApS
- Svendborg Brakes A/S
Expomin arrangeres hvert andet år i Santiago og satte i år besøgsrekord med 70.000 profesionelle besøgende fordelt på fem dage. Udstillingen er fordelt på 70.000 m2, hvor 1300 udstillere fra 35 lande deltog.
For yderligere information kontakt Heidi Ravn, Danish Mining & Quarry Group:
Tel: 24 21 89 88 eller email: heidi.ravn@dk-export.dk
Fakta:
Danish Mining & Quarry Group blev etableret i slutningen af 2005 og består for tiden af 17 medlemsvirksomheder.
Networking, erfaringsudveksling og fælles eksportfremstød er nøgleord for Danish Mining & Quarry Group, der arbejder for at optimere de enkelte medlemmers eksport ved at hjælpe, styrke og promovere de danske leverandører og konsulenter på det internationale minemarked. Medlemmerne består af såvel konsulenter som leverandører af udstyr og hjælpemidler til brug indenfor mineindustrien.
Danish Mining & Quarry Group er en netværksgruppe i Eksportforeningen, der tæller i alt 13 netværk sammensat efter branche- og kundeinteresser i udlandet. Netværkene arrangerer eksportfremstød, fællesstande på internationale udstillinger, medlemsmøder, erfa-grupper og andre eksportfremmende aktiviteter.
Relevant information
http://www.dk-export.dk