Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
02/08-12   -   Pressemeddelelse

LONDON: Tre danske virksomheder hædret på Kongeskibet under OL

Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje blev lørdag overrakt ved en spektakulær reception for erhvervsvirksomheder på Kongeskibet Dannebrog, der netop nu er i London i forbindelse med De Olympiske Lege.

Virksomhederne, der blev hædret ved tildelingen af prisen, var de danske sværvægtere C.F. Møller Architects UK Ltd., Georg Jensen og Junckers Ltd.. Ved receptionen deltog såvel Hendes Majestæt Dronning Margrethe som Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, samt mere end 100 repræsentanter for dansk og britisk erhvervsliv.

Kongeskibet ligger til i Canary Wharf, hvor det huser den kongelige familie under De Olympiske Lege og desuden danner en prominent ramme om flere receptioner under Legene.

C.F. Møller giver form til OL-byen
Fra C.F. Møller Architects UK Ltd. var det Teva Hesse, leder af London-kontoret, der modtog prisen, som blev overrakt af HKH Prins Henrik.

C.F. Møller A/S beskæftiger sig bl.a. byplanlægning, landskabsarkitektur samt udvikling og design af bygningskomponenter. I de seneste år har afdelingen i London stået for to af Storbritanniens mest prestigefyldte museumsbyggerier samt en del af OL byen 2012, hvor atleterne bor under Legene. Værdien af disse projekter er mere end blot økonomisk; omtalen af og interessen for disse prestigeprojekter gør, at der er stor fokus på dansk arkitektur.

- C.F. Møller Arhcitects UK er glade for at blive anerkendt for det, vi har præsteret gennem det sidste årti, så som udvidelserne af to museer i London samt et stort projekt i forbindelse med OL-byen 2012. Fremtiden byder på et sund blanding af projekter inden for beboelse, uddannelse og kultur, og vi vil fortsat promovere dansk design og byggeprodukter af høj kvalitet alle de steder, vi kan, sagde Teva Hesse i sin takketale.

Georg Jensens danske gæstfrihed
Ulrik Garde Due, administrerende direktør for Georg Jensen, modtog prisen og kunne samtidig glæde sig over, at virksomheden i år kan fejre 90-års britisk jubilæum oven på det bedste salg nogen sinde i Storbritannien i 2011.

Georg Jensens britiske forretning har ligget i Bond Street på den samme adresse siden 1922, og har altid været én af virksomhedens mest succesfyldte forretninger. Forretningen blev i 2011 bygget om under det såkaldte "Scandinavian Luxury Lifestyle Store Concept", hvor ideen er, at kunderne bliver behandlet med samme varme og gæstfrihed som gæster, der besøger et privat dansk hjem.

- Georg Jensen har gennem tiderne modtaget forskellige prestigefyldte priser for det gode håndværk og det danske design. Men det er første gang nogensinde, at måden hvorpå vi driver forretning bliver anerkendt. Det er meget motiverende for os - og for mig personligt - at modtage denne form for kongelige skulderklap under vores spændende projekt omkring ændringen af brandet, og i mine øjne understreger tildelingen af medaljen, at Georg jensen og vores flagskib i Bond Street er på rette spor, siger Ulrik Garde Due.

OL-håndbold på Junckers gulve
Junckers Industrier er én af Europas største producenter af massive hårdtræsgulve og Danmarks største inden for træindustrien. Virksomhedens evne til at producere kvalitet, indgå i dialog med bl.a. arkitekter og entreprenører og profilere sig i Storbritannien har resulteret i en årlig omsætning på flere millioner pund.

Sidste år kunne Junckers fejre sit 50-års jubilæum for tilstedeværelsen i Storbritannien og desuden fejre, at man skulle levere gulvet til OL's håndboldstadium 2012. Valget af Junckers som leverandør er ikke en overraskelse - langt størstedelen af de sportsgulve, der bliver installeret i Storbritannien, kommer nemlig fra Junkers, og det placerer den danske virksomhed i den absolutte elite i branchen.

- Vi er meget stolte og beærede over at modtage denne prestigefyldte pris. Som markedssituationen er i dag er det ekstra flot, at vores engelske team har opnået en positiv salgsudvikling - ikke mindst pga. vores lange historik på det engelske marked. Som leverandør til sportsgulvmarkedet kan jeg ikke forestille mig en mere optimal lejlighed til at modtage denne flotte pris end i forbindelse med OL i London, siger Carsten Chabert, der er administrerende direktør for Junckers Industrier A/S.

Det var Steve Maltby, direktør for Junckers Ltd. I Storbritannien, der velfortjent tog imod prisen under receptionen.

Foto (af Roland Kemp) vedhæftet, fra venstre: Ulrich Ritsing, formand for Eksportforeningen, Ulrik Garde Due, administrerende direktør for Georg Jensen, Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe, Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, Steve Maltby, direktør for Junckers Ltd. i Storbritannien, Teva Hesse, leder af C.F. Møller Architects UK Ltd.

Baggrundsinfo om "Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje":
Hædersprisen Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje tildeles personer eller virksomheder med hjemsted i udlandet - herunder danske virksomheders datterselskaber. Prisen gives som anerkendelse for fremragende indsats til fremme af afsætningen af danske produkter og tjenesteydelser i udlandet. Ved bedømmelsen af kandidaterne lægges vægt på, om indsatsen gennem en årrække har været bemærkelsesværdig, og resultaterne bedømmes både med hensyn til størrelse og stigningstakt. Et udsædvanligt initiativ eller en ekstraordinær indsats under specielle markedsforhold kan også kvalificere til tildeling.
Hædersprisen forvaltes af en komite bestående af HKH Prins Henrik, fire repræsentanter udpeget af Eksportforeningens forretningsudvalg og en repræsentant fra Udenrigsministeriet. Med æren følger en medalje, et diplom og retten til at bruge hædersprisens logo og navn.

Yderligere oplysninger om hædersprisen: www.exportaward.dk


Relevant information

http://www.exportaward.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Eksportforeningen
Glarmestervej 20 A
8600 Silkeborg, Danmark

  +45 87 20 44 72

http://www.dk-export.dk

Modtag nyheder fra Eksportforeningen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater