14/09-12
-
Pressemeddelelse
Stærke kræfter i spidsen for Danish Water Technology Group
Siden etableringen i marts måned er Danish Water Technology Group vokset støt og tæller allerede 31 medlemmer.
Den 23. august 2012 afholdt Danish Water Technology Group sit andet medlemsmøde med stor tilslutning og entusiasme fra alle fremmødte. På mødet blev der afholdt valg til Sektionsrådet, som efterfølgende har konstitueret sig som følgende:
Kristian Kjeldgaard, AVK Intl., formand
Per Trøjbo, Kamstrup A/S, næstformand,
Hans Peter Andersen, Intego A/S
Peder Fosbøl, Haarslev Industries A/S
Morten Miller, Mycometer A/S
John B. Kristensen, Danish Water Forum/Alectia A/S
Benny Hagelskjær, Water Training & Consulting
Sektionsrådet er sammensat af dynamiske og professionelle praktikere, der skal bidrage til at styrke det kommercielle netværk yderligere og være med til at løfte overlæggeren for eksportafsætning i vandbranchen.
Danish Water Technology Group er åben for alle danske virksomheder, der leverer services, konsulentydelser eller varer/produkter globalt. Uanset om virksomhederne er erfarne eksportører, eller om de indtil nu har slået deres folder på hjemmemarkedet, så tyder erfaringerne på, at deltagelse i Danish Water Technology Group vil øge den internationale afsætning, idet sparring med andre eksportfolk med samme kundesegment vil øge succesraten. Samtidig gør medlemsskabet eksportarbejdet nemmere, billigere og sjovere.
Siden etableringen har Danish Water Technology Group gennemført flere succesfulde fremstød, heriblandt World Water Forum i Marseille og IFAT Entsorga-udstillingen i München i maj 2012. Sidstnævnte udstilling fik stor opbakning med 31 deltagende virksomheder.
I midten af september gælder det Korean Danish Water Days; pavillon på IWA's World Congress i Busan samt seminar og B2B møder i Seoul, hvor delegationen ledes af miljøminister Ida Auken.
En anden delegation under netværket tager til Brazilian Danish Water Days fra 17. - 20. september 2012 med deltagelse af H.K.H. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Programmet omfatter blandt andet B2B møder, seminarer, og site visits i Rio de Janeiro, São Paulo og Bela Horizonte i Brasilien.
Der arbejdes i Danish Water Technology Group løbende på at styrke og repræsentere netværkets virksomheder. Derfor er DWTG repræsenteret i bestyrelse og netværk hos andre af markedets største aktører, bl.a. ReThink Water, Danish Water Forum, Danish Water Services, World Water Council, og EU-Kina projektet.
Læs mere om aktiviteterne på www.dk-water.dk, eller kontakt Senior Konsulent Ilse Korsvang på ilse.korsvang@dk-export.dk eller telefon +45 8681 3888
Billedtekst: Miljøminister Ida Auken ved Åbningsseminaret den 22. marts 2012 med 85 deltagere
Danish Water Technology Group er en del af Eksportforeningen i Silkeborg. Eksportforeningen er en privat, landsdækkende forening, der for tiden består af ca. 500 medlemsvirksomheder, som spænder lige fra de små nye eksportører til de helt store industrilokomotiver.
Medlemmerne er inddelt i netværk sammensat efter branche- og kundeinteresser i udlandet og fungerer som eksportnetværk, hvor eksportchefer kan udveksle erfaringer om eksportaktiviteter.
Relevant information
http://www.dk-export.dk/