24/09-12
-
Pressemeddelelse
São Paulo: HKH Kronprins Frederik overbringer dansk hæder til Lundbeck og Danfoss under det officielle besøg i Brasilien
I anledning af DKH Kronprinsen og Kronprinsessens officielle besøg i Brasilien var danske og brasilianske virksomheder mandag den 17. september inviteret til gallamiddag i São Paulo. I den forbindelse overrakte HKH Kronprins Frederik Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje til to ekstraordinære eksportindsatser inden for dansk erhvervsliv.
Det var Lundbeck Brasil Ltda og Danfoss do Brasil Ind. e Com. Ltda, der efter indstillinger fra den danske ambassadør i Brasilien og den danske generalkonsul i São Paulo, modtog Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje.
I indstillingerne tilskrives begge virksomheder en fremragende indsats for dansk afsætning i Brasilien, samt roses de for at fremme danske interesser igennem et øget salgstal de seneste år og igennem deres store støtte til danske kulturaktiviteter og diplomatindsatser i Brasilien.
- Jeg vil understrege, at de gode resultater for begge firmaer er et resultat af et dybt og langvarigt engagement i det brasilianske marked, dygtig ledelse og en evne til at etablere tætte partnerskaber med brasilianske kunder, uddyber ambassadør Svend Roed Nielsen efter overrækkelsen.
Medicinalfirmaet Lundbeck Brasil Ltda har været særligt aktive i det lokale handelskammer, hvor de i flere henseender har stået for modtagelsen af ministre og politikere. Desuden har de vist stor villighed til at finansiere støtte til danske kulturaktiviteter i Brasilien og til at erfaringsudveksle med nye danske virksomheder på det brasilianske marked.
Siden Lundbeck Brasil Ltda startede op i 2001, har det været med Joao Carlos Nunes Rocha ved roret. Først som General Manger og siden som Regional Vicepræsident for Latin America og ansvarlig for markederne syd for Sahara.
Med Joao Carlos Nunes Rochas åbne lederstil har Lundbeck Brasil Ltda to gange scoret blandt de højeste i de interne medarbejdertilfredshedsundersøgelser i Lundbeck-koncernen, og med sin tidligere erfaring inden for farmaceutindustrien har han i høj grad været med til at gøre antidepressiv-produktet Leaxapro til et af de bedst sælgende produkter på det brasilianske farmaceutmarked.
Inden for de seneste fem år er det lykkedes Lundbeck Brasil Ltda at fordoble sin størrelse. Lundbeck forventer derfor også, at markedet i Brasilien fremover vil fortsætte med at være et af deres største afsætningsmarkeder.
Den anden modtager som ved samme lejlighed fik tildelt Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje, er Danfoss do Brasil Ind. e Com. Ltda med Miguel Pereira dos Santos, General Manager & Senior Director for Global Service Latin America i spidsen. Også han har siden sin start i firmaet i 1990 formået at skabe en utrolig dansk eksportsucces i Brasilien, som i dag er Danfoss´ ottende største eksportmarked inden for automatiseringssystemer, kompressorer og elektriske varmesystemer.
Successen tilskrives ifølge moderselskabet Danfoss blandt andet Miguel Pereira dos Santos´ stærke værdibaserede ledelse, hans store erfaringsbaggrund, hans naturlig rolle som teamspiller og hans stærke kundefokus. Denne succes har da også betydet, at Miguel Pereira dos Santos flere gange er blevet forfremmet til blandt andet Director & Head of Global Services i Sydamerika og til Senior Director.
Som også Lundbeck Brasil Ltda har Danfoss do Brasil Ind. e Com. Ltda ydet et stort stykke arbejde for at fremme danske interesser. Dette har i særdeleshed foregået igennem royale besøg, officielle danske ministre besøg og fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag i Brasilien.
Også hos Danfoss er den brasilianske optimisme stor. Her ser man lyst på fremtiden og forventer en positiv udvikling i omsætningen fremover.
###
Baggrundsinfo om "Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje":
Hædersprisen Eksportforeningens Diplom & HKH Prins Henriks Æresmedalje tildeles personer eller virksomheder med hjemsted i udlandet - herunder danske virksomheders datterselskaber. Prisen gives som anerkendelse for en fremragende indsats til fremme af afsætningen af danske produkter og tjenesteydelser i udlandet.
Ved bedømmelsen af kandidaterne lægges vægt på, om indsatsen gennem en årrække har været bemærkelsesværdig, og resultaterne bedømmes både med hensyn til størrelse og stigningstakt. Et udsædvanligt initiativ eller en ekstraordinær indsats under specielle markedsforhold kan også kvalificere til tildeling.
Hædersprisen forvaltes af en komite bestående af HKH Prins Henrik, fire repræsentanter udpeget af Eksportforeningens forretningsudvalg og en repræsentant fra Udenrigsministeriet. Med æren følger en medalje, et diplom og retten til at bruge hædersprisens logo og navn.
Yderligere oplysninger om hædersprisen: www.exportaward.dk
Relevant information
http://www.exportaward.dk/