09/05-11
-
Pressemeddelelse
Bliv digital eller tab konkurrenceevne
Lynhurtigt internet og vilje blandt virksomheder til at udnytte de digitale muligheder er afgørende for dansk erhvervslivs konkurrenceevne fastslår rapport
Der er en direkte sammenhæng mellem forretningsmæssig succes og viljen og evnen til at udnytte internettets muligheder i forretningsstrategien. Det slås fast i rapporten "Danmark Online - hvordan internettet forvandler den danske økonomi". Bag rapporten står The Boston Consulting Group, som har interviewet 450 små og mellemstore virksomheder. Konklusionen er, at brugen af internettet til for eksempel salg og produktivitet har en tydelig positiv effekt på omsætning og vækst. Modsat lurer et potentielt tab af konkurrenceevne, hvis ikke virksomhederne bliver mere tilbøjelige til at udnytte mulighederne.
Derfor bør der ifølge konsulent Thor Jørgensen fra The Boston Consulting Group gøres en målrettet indsats for både at sikre hurtige og stabile forbindelser til de danske virksomheder og samtidig påvirke flere af dem til at bruge internettet mere aktivt. Lykkes det, er potentialet til at tage at føle på: Internetøkonomiens bidrag til bruttonationalproduktet kan nå op omkring 10 procent i 2015 mod 5,8 procent i dag.
- Et internet med de hastigheder, som eksempelvis fibernettet kan levere, giver selv små virksomheder nye muligheder, som før var forbeholdt store. Blandt andet vil øget hastighed og kvalitet understøtte tjenester som ip-telefoni og videokonferencer, og det kan være med til at øge selv små virksomheders konkurrenceevne på internationalt plan, siger Thor Jørgensen.
De små og mellemstore halter bagefter
The Boston Consulting Group har sammenlignet 28 OECD-landes såkaldte "e-intensity" på en række parametre. Sammenlagt topper Danmark, men på to punkter halter vi bagefter: Hastighed og erhvervslivets anvendelse af internettet i forretningsøjemed.
- De danske virksomheder - og især de små og mellemstore - kan blive meget bedre til at udnytte nettets muligheder. Der er for eksempel meget at hente ved at effektivisere og automatisere de interne processer med hjælp fra nettets digitale redskaber, siger Thor Jørgensen.
Rapporten er senest omtalt i en postomdelt avis til erhvervsdrivende udsendt af EnergiMidt, som har investeret et milliardbeløb i den digitale infrastruktur i Midtjylland.
Relevant information
http://www.energimidt.dk