05/04-11
-
Pressemeddelelse
Svagt stigende elpriser i marts
I både Øst- og Vestdanmark bød marts på svagt stigende elpriser på grund af lav vandstand i de nordiske vandmagasiner, som påvirker elpriserne i hele Norden.
I februar lå den gennemsnitlige elpris i Østdanmark således på 38,9 øre pr. kilowatt-time, mens den i marts steg til 41,1 øre. Også i Vestdanmark lå den gennemsnitlige elpris i marts på 41,1 øre pr. kilowatt-time mod 38,5 øre pr. kilowatt-time i februar.
I Sverige og det sydlige Norge lå elprisen stabilt, men på et noget højere niveau, omkring 48 øre pr. kilowatt-time i gennemsnit i både februar og marts.
Stabil eksport
Den rekordlave vandstand i de nordiske vandmagasiner medførte i marts en stabil eksport fra begge danske prisområder til det øvrige Norden.
Vandstanden i de nordiske vandmagasiner havde ved udgangen af februar en fyldningsgrad på under 20 procent, hvilket er det halve af den gennemsnitlige fyldningsgrad på denne tid af året.
Relevant information
http://www.energinet.dk