30/11-12
-
Pressemeddelelse
Nets taber omstridt gebyrsag om Dankort
Nets skal sænke gebyret for betaling med Dankort på internettet, lyder det fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Afgørelsen i den omstridte sag, der har stået på siden 2010, ligger nu klar, og Nets skal senest den 31. januar 2013 nedsætte gebyret for betaling med Dankort ved nethandel, oplyser FDIH, brancheforeningen for dansk e-handel. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen giver dermed FDIH medhold i, at Dankortgebyrerne fører til overnormal indtjening hos Nets.
Det lavere gebyr bliver en fordel for landets mange internetforretninger og i sidste ende for de danske forbrugere, da forretningerne ofte pålægger kunden at betale gebyret. I dag er det laveste gebyr 70 øre per Dankorttransaktion, og det vides endnu ikke, hvor meget gebyret sænkes.
Jubel i branchen
Nyheden bliver positivt modtaget hos de mange virksomheder, der beskæftiger sig med nethandel.
Ifølge det nordjyske firma ePay, der laver betalingsløsninger til nethandel, er det en stor sejr for internetforretninger og danske e-forbrugere:
- Indtil nu har vi set, at Dankortgebyret er markant højere ved betaling på internettet end i den fysiske handel, og det ændrer sig heldigvis nu. Skærpelsen af konkurrencen på markedet vil hjælpe alle aktører og medføre lavere priser - og det kommer forbrugerne til gode, siger Thomas Pedersen, der er partner i ePay.
Nets har monopol på at indløse Dankortbetalinger, og i visse tilfælde er gebyret 30 gange højere ved betaling med Dankort på nettet end ved betaling med kortet i den fysiske handel. Derfor er der i branchen bred enighed om, at Dankortgebyrerne ville være lavere, hvis flere aktører konkurrerede om at indløse betalingskort.
E-handel vokser eksplosivt i Danmark, og sidste år brugte danskerne 46 mia. kr. på nethandel. Dankortet er klart det foretrukne betalingsmiddel og står for over 70 % af alle internetkøb.
Nets havde i 2011 en samlet omsætning på 5,56 mia. kr. og overskud på 621 mio. kr.
Relevant information
http://www.epay.dk
Firma
ePay
Gammel Havn 1
9000 Aalborg,
Danmark
98139040
http://epay.dk