Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
02/10-09   -   Pressemeddelelse

Kan innovation løse verdens klimaproblemer?

Ny rapport viser, hvordan førende danske og internationale virksomheder arbejder med innovation og har succes med det.

Store udfordringer som klimaændringer, mangel på rent drikkevand og svineinfluenza kræver nytænkning og nye innovative måder at arbejde med problemløsning på. Det er ét af budskaberne i en ny rapport, som Erhvervs- og Byggestyrelsens analyseenhed FORA har udarbejdet for OECD i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet i Finland.

Rapporten dokumenterer, hvordan de syv førende OECD lande på innovationsområdet arbejder med innovationspolitik, og identificerer konkrete metoder til at udnytte det kæmpe potentiale, som arbejde med innovations kan udløse.

FORAs udviklingsdirektør Jørgen Rosted:
- Med rapporten viser vi, hvordan innovation kan være med til at løfte mange af de udfordringer, som vi står over for i dag. Udgangspunktet er at skabe unikke individuelle løsninger mellem virksomheder og brugere og behovet for at løse de store globale udfordringer. Et eksempel er IBM Denmark, som først evaluerede deres eget elforbrug og fandt ud af, at de kunne reducere forbruget med 80 % ved at reprogrammere deres systemer og udskifte gammelt og forældet udstyr. I dag har de et nyt forretningsområde målrettet store virksomheder med et stort elforbrug, som de rådgiver om, hvordan elforbruget kan reduceres på nye innovative måder.

Rapporten identificerer 4 innovationsdrivere og 9 innovationsprincipper, der karakteriserer den nye innovationstidsalder. Herudover peger rapporten på fire områder, hvor der er potentiale for politisk nytænkning. Med sine konkrete bud på det videre arbejde med innovation indgår rapporten som et bidrag til den innovationsstrategi, som OECD skal præsentere til foråret.

Kontaktperson: FORAs udviklingsdirektør Jørgen Rosted, tlf. 35 46 63 00

Fakta om rapporten "New Nature of Innovation"

Innovationsdrivere
Rapporten identificerer 4 nye innovationsdrivere:

- Co-creation og brugerdreven innovation
- Global videndeling og netværk
- Globale udfordringer
- Velfærdsudfordringer

Co-creation og brugerdreven innovation betyder, at virksomhederne skaber unikke individuelle løsninger sammen med brugerne, og meget innovation i dag er helt eller delvist drevet af brugerne.

Digitalisering og globaliseringen muliggør, at virksomhederne kan indgå i global videndeling og netværk over alt på jorden. Igennem disse globale netværk og ved hjælp af globale sociale medier og andre digitale kommunikationsformer skabes kontakter, der fører til innovationer. Det er således muligt at trække på de mest specialiserede ressourcer, som findes, ligesom nye former for samarbejde kan opstå på tværs af grænser og tidszoner.

Globale udfordringersåsom klima, miljø og fattigdom spiller en stadig større rolle på den politiske dagsorden, og der stilles stadig større krav til løsningerne. Dermed tilskyndes virksomhederne i højere grad at tænke i nye muligheder og markeder og "helt ud af boksen", når disse globale udfordringer skal løses.

Velfærdsudfordringerne i den offentlige sektor er en voksende driver af innovation. Forskellige typer af velfærdsydelser skal løses bedre på nye måder, og innovative virksomheder spiller en væsentlig rolle i at skabe nye innovative løsninger.

Potentiale for politisk nytænkning
Rapporten peger på 4 områder, hvor der er potentiale for politisk nytænkning:

- Ny viden og kompetencer
- Partnerskabsmodeller
- Klog regulering
- Intelligent efterspørgsel

Der er behov for nye typer af viden og kompetencer, hvilket får betydning for forskning og uddannelse i fremtiden. Co-creation og brugerdreven innovation betyder, at der bliver stigende efterspørgsel på menneskelige ressourcer, som kan forstå og kommunikere brugernes behov til virksomhederne. Der bliver behov for multi-disciplinære uddannelser, der kan koble viden fra flere videnskaber og kombinere traditionelle virksomhedsrettede studier med fx mere antropologiske og etnografiske tilgange.

Der er behov for at nytænke og facilitere nye former for partnerskabsmodeller. Det bliver nødvendigt at skabe eksperimentelle digitale platforme, hvor den offentlige sektor stiller data og mødesteder til rådighed, så brugere, virksomheder og videninstitutioner kan indgå i samarbejder.

Virksomhedernes brug af globale netværk får også konsekvenser for arbejdskraftens frie bevægelighed og den adgang, som virksomhederne har til globale menneskelige ressourcer. Endelig foreslås det, at der etableres nye innovative og eksperimenterende platforme for udvikling af det offentlig-private samarbejde.

Klog regulering kan bruges til at løse både de globale, miljømæssige og velfærdsmæssige udfordringer. Ny teknologi kan drives frem i markedet igennem klog regulering. Virksomhederne kan igennem regulering tilskyndes til at være innovative, fx ved at udvikle en ny teknologi som løsning på for eksempel en miljømæssigt problemstilling.

Intelligent efterspørgsel kan medvirke til at løse velfærdsudfordringer, hvis den offentlige sektor driver innovation igennem egen efterspørgsel. Der kan opstilles kodeks for, hvordan den offentlige sektor skal tænke innovation ind i alle de offentlige opgaver og services, som sættes i udbud.

Baggrund
Rapporten indeholder 34 eksempler på førende internationale (og danske) virksomheder, der har udført innovative løsninger, som illustrerer og underbygger de nye innovationsdrivere, og 28 cases på politik, der adresserer de nye drivere af innovation. Casene er indsamlet fra syv lande.

Eksemplerne på klog regulering og innovativ efterspørgsel er beskedne, men i lande som USA, UK, Finland og Tyskland arbejdes der på at finde nye metoder, hvor det offentlige løser sine opgaver på en bedre måde samtidig med, at den private sektor bliver mere innovativ.

Den finske regering, der har været med til at finansiere rapporten, offentliggør rapporten samtidig med offentliggørelsen af deres nye innovationsstrategi. Hermed bliver Finland det fjerde land, der formulerer en bred innovationsstrategi, der ikke kun handler om teknologipolitik. Danmark, UK og Australien var de første. USA har ikke nogen innovationsstrategi på føderalt niveau, men en række enkelinitiativer på føderalt niveau og strategier på delstatsniveau, som er nyskabende.

Relevant information

http://www.ebst.dk


Pressekontakt


Firma

Erhvervs- og Byggestyrelsen
Dahlerups Pakhus, Langelinie Alle 17
2100 København Ø , Danmark

  35 46 66 60

http://www.ebst.dk

Modtag nyheder fra Erhvervs- og Byggestyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater