Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
17/11-09   -   Pressemeddelelse

Ejerskifte skal planlægges i tide - ellers koster det dyrt

Ny undersøgelse viser, at 62 pct. af de mindre virksomheder skal ejerskiftes indenfor de næste 10 år. Alligevel mangler 40 pct. af dem en strategi for ejerskifte. Det kan koste dyrt for virksomhederne og for Danmark, vurderer eksperter.

Vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Anders Hoffmann:
- Det er et stort problem, at virksomhederne ikke tænker ejerskifte ind i deres langsigtede virksomhedsplaner - eller som minimum starter deres planlægning 10 år forud for et ejerskifte. Det er forudsætningen for at ejerskiftet resulterer i vækst og ikke betyder tilbagegang for virksomheden.
- Sidste år lavede vi en undersøgelse, der viste, at alene de 20.000 familieejede virksomheder i Danmark risikerer tabe 1 mia. kr. på ejerskifter, hvis de ikke planlægger omhyggeligt. Den nye undersøgelse medtager både familievirksomheder og ikke familievirksomheder - og den indikerer, at problemets omfang er større end tidligere antaget.

Manglende afklaring af virksomhedens økonomiske værdi er den største barriere for planlægning af et ejerskifte. Mere end 40 pct. af ejerne ved ikke, hvad deres virksomhed er værd. Det risikeres derfor, at virksomheden ikke er gearet til salg, når muligheden byder sig.

En anden barriere er, ifølge 34 pct. af ejerne, at de ser ejerskifte som et alderdomstegn. Men undersøgelsen viser, at kun en femtedel forventer at gå på pension efter et ejerskifte.

Undersøgelsen er gennemført for Erhvervs- og Byggestyrelsen i samarbejde med DI, Håndværksrådet og internationale forskere. Undersøgelsen er en del af en samlet strategi for bedre ejerskifter, der er lavet som opfølgning på publikationen "Ejerskifte - din virksomheds fremtid" fra 2008. Andre initiativer i den samlede strategi er kurser og værktøjer til rådgivning og vejledning om ejerskifteprocessen.

Kontaktperson: Kommunikationschef Ulla Jacobsen, tlf. 35 46 60 00, Mobil: 20 75 78 09


Fakta

* 50,2 pct. af de mindre virksomheder i Danmark har ikke en strategi for ejerskifte og kun en fjerdedel har en færdig og nedskrevet strategi.
* Region Sjælland er den region, hvor flest virksomheder har en strategi for ejerskifte. Region Nordjylland er den region, hvor den mindste andel af ejerne har en lagt en strategi for ejerskifte.

Årsager til, at der endnu ikke er lavet en ejerskiftestrategi

* Udover afklaring af virksomhedens økonomiske værdi ejernes sammenkædning af ejerskifte og alderdom ser 30 pct. den aktuelle økonomiske situation som en udfordring.
* 23 pct. mangler en køber til virksomheden. Udfordringen er ikke så markant i Region Syddanmark og Midtjylland som i landets tre øvrige regioner.

Blandt virksomheder med en ejerskiftestrategi - hvad forventer ejerne, at der skal ske med virksomheden?

* Lidt mere end en femtedel forventer et generationsskifte inden for familien, mens lidt færre end en femtedel forventer at sælge til en anden virksomhed.
* Det er særligt virksomhederne i Region Syddanmark (24,2 pct.) og Region Sjælland (24,0 pct.), der forventer, at ejerskifte inden for familien.
* Hele 17,6 pct. i Region Hovedstaden forventer, at virksomheder skal lukkes/afvikles. Det er væsentligt højere end niveauet i de øvrige regioner.

Hvem skal overtage virksomheden?

* Resultatet af undersøgelsen af delt op mellem familieejede virksomheder og ikke familieejede virksomheder.
* 55,4 pct. af familieevirksomhederne har valgt efterfølgeren. Det gælder kun for 35,9 pct. af ikke-familievirksomhederne.
* 82,5 pct. af ejerne i familievirksomhederne er i familie med efterfølgeren. Tallet er 34,2 pct. i ikke-familievirksomheder.
* 53,1 pct. af efterfølgerne er mellem 36 og 50 år, mens 40,9 pct. er under 35 år.
* Efterfølgerne i familievirksomhederne har generelt mindre uddannelse, end efterfølgerne i ikke-familievirksomheder. Men efterfølgerne i familievirksomheder har i højere grad direktørerfaring.

Om rådføring og -givning

* 60,5 pct. af ejerne har orienteret sin revisor om planerne for ejerskifte. Det tal overgås kun af familien, som 63 pct. har orienteret.
* 85,8 pct. har fået rådgivning hos revisoren.

Hvad skal den nuværende ejer lave efter skiftet?

* Undersøgelsen viser, at ejerskifte langt fra er ensbetydende med pension af den tidligere ejer. Kun en femtedel af dem forventer at trække sig tilbage, når virksomheden er ejerskiftet.
* Mere end en tredjedel af ejerne vil fortsætte i virksomheden efter et ejerskifte
* En femtedel af ejerne vil engagere sig i bestyrelsesarbejde efter et ejerskifte. De kan dermed bruge deres erfaring og ekspertise - også efter, at de selv har trukket sig som aktive erhvervsdrivende.
* 10,9 pct. vil starte en ny virksomhed, og 2 pct. vil købe en eksisterende virksomhed. Således er der altså en del potentielle iværksætter, som også kan fortsætte med at skabe værdi.
* 8,4 pct. overvejer at rådgive andre virksomheder, fx gennem Early Warning ordningen eller som Business Angel eller mentor.

Baggrund

* Erhvervs- og Byggestyrelsen har fået gennemført spørgeskemaundersøgelsen om ejerskifte i samarbejdet med DI, Håndværksrådet og internationale forskere (INSEAD i Frankrig og CEBR i Danmark).
* Morten Bennedsen og Kasper M. Nielsen, har bearbejdet data fra spørgeskemaundersøgelsen.

Virksomhederne i undersøgelsen

* Undersøgelsen er baseret på 2.532 besvarelser fra virksomheder - A/S og ApS.
* De deltagende virksomheder har gennemsnitligt 12 ansatte.

En del af en større strategi for bedre ejerskifter

* Undersøgelsen er en del af en samlet strategi for bedre ejerskifter, der er lavet som opfølgning på publikationen "Ejerskifte - din virksomheds fremtid" fra 2008.
* Andre initiativer i strategien er oplysning om ejerskifte på Væksthusenes hjemmeside: www.startvaekst.dk og kurser for rådgivere om tilrettelæggelse af et godt ejerskifte.

Relevant information

http://www.ebst.dk


Pressekontakt


Firma

Erhvervs- og Byggestyrelsen
Dahlerups Pakhus, Langelinie Alle 17
2100 København Ø , Danmark

  35 46 66 60

http://www.ebst.dk

Modtag nyheder fra Erhvervs- og Byggestyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater