Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/06-10   -   Pressemeddelelse

Skærpede regler begrænser formaldehyd

Formaldehyd-holdige træplader i en bygning kan medføre, at WHOs grænseværdi overskrides. Det viser ny undersøgelse. Formaldehyd kan være kræftfremkaldende. Derfor skærper Erhvervs- og Byggestyrelsen reglerne i bygningsreglementet nu

Erhvervs- og Byggestyrelsen bad i 2008 Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) om at undersøge formaldehydafgivelse til indeklimaet. Resultaterne viser, at hvis man i et lokale har omfattende brug af synlige træplader - der kun lige opfylder CE-mærkningens grænseværdier - så kan der være formaldehydkoncentrationer i indeluften, der er væsentligt højere end WHO's anbefalede grænseværdi.

Henning Steensig, vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen:

- Vi ser med stor alvor på formaldehyd, der stammer fra træplader. Derfor har vi besluttet at handle straks. Den nye undersøgelse viser jo, at man skal være påpasselig med at bruge formaldehydholdige træplader. I langt de fleste byggerier bruges der ikke store mængder formaldehydholdige træplader, som ikke er indkapslet. Men vi tager ingen chancer og skærper derfor nu reglerne i bygningsreglementet.

De skærpede regler om formaldehyd i bygninger er medtaget i Bygningsreglement 2010, som netop har været sendt i høring. For at opfylde reglerne kan man enten anvende et begrænset antal synlige og ikke-indkapslede formaldehydholdige træplader eller på anden måde sørge for, at den samlede afgasning fra de anvendte træplader ikke medfører, at WHOs anbefaling om højest 0,1 mg/m3 i indeluften overskrides.

Stramningen af bygningsreglementet kombineres med øget markedskontrol, hvor Erhvervs- og Byggestyrelsen vil kontrollere byggemarkeder for netop træpladers CE-mærkning, oplysninger om egenskaber og markedsføring.

Til forbrugere er der gode råd om formaldehyd i boligen på www.boligejer.dk

Kontakt:
Chefkonsulent Marie-Louise Hansen, Erhvervs- og Byggestyrelsen, tlf.: 35 46 66 11

Fakta

- Formaldehyd er en kemisk forbindelse, der er et nedbrydningsprodukt fra specielt visse lime og lakker særligt i træbaserede plader. Formaldehyd er ved høje koncentrationer kræftfremkaldende og kan desuden give allergi og lokalirritation samt er mistænkt for at kunne påvirke og skade gener og immunforsvar.

- Erhvervs- og Byggestyrelsen bad i 2008 Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) om at gennemføre en undersøgelse af de vigtigste kilder til formaldehydafgivelse til indeklimaet. Analysen er netop færdiggjort og resultaterne viser, at man i lokaler med omfattende brug af synlige træplader, der kun lige opfylder CE-grænseværdien for formaldehyd, kan finde formaldehydkoncentrationer, der er højere end den af WHO anbefalede grænseværdi.

- Erhvervs- og Byggestyrelsen har besluttet at skærpe reglerne vedr. formaldehydholdige træplader, som er medtaget i Bygningsreglement 2010, der netop har været sendt i høring. Brug af træbaserede plader må ikke give anledning til et sundhedsmæssigt utilfredsstillende indeklima: Funktionskravet er således opfyldt, når den samlede overflade af synlige og ikke-indkapslede plader maksimalt svarer til 90% af det enkelte lokales nettogulvareal. Alternativt er funktionskravet opfyldt, hvis den samlede afgasning fra de anvendte træplader ikke medfører, at WHO´s anbefaling om højst 0,1 mg/m3 i indeluften, overskrides.

- Det er lovligt at anvende træbaserede plader med formaldehydholdig lim. De træbaserede plader skal dog være CE-mærkede. For at opnå CE-mærkning må afgasningen højest være 0,124 mg/m3 fra den enkelte træplade. Mange producenter producerer træplader med langt mindre formaldehydindhold og dermed afgasning til omgivelserne. Der foretages markedskontrol på træplader der sikrer, at der ikke er ulovlige træplader med for meget formaldehyd på markedet. Erhvervs- og Byggestyrelsen har i februar 2010 bedt EU-kommisionen om at se på, om der kan indføres lavere grænseværdier i CE-mærkningen end 0,124 mg/m3 eller om CE-klassifiseringssystemet kan ophæves, så Danmark kan stille krav der er lavere end 0,124 mg/m3.

- Undersøgelsen fra Statens Byggesforskningsinstitut (SBi) kan læses på hjemmesiden http://www.sbi.dk

- Høringsudgaven af Bygningsreglement 2010 kan læses på http://www.ebst.dk

Læs mere om indeklima og sundhedsskadelige stoffer på hjemmesiden http://www.boligejer.dk

Relevant information

http://www.ebst.dk


Pressekontakt


Firma

Erhvervs- og Byggestyrelsen
Dahlerups Pakhus, Langelinie Alle 17
2100 København Ø , Danmark

  35 46 66 60

http://www.ebst.dk

Modtag nyheder fra Erhvervs- og Byggestyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire