23/08-10
-
Pressemeddelelse
Den Lille Havfrues fødselsdag fejres i Shanghai
Den danske pavillon i Shanghai fejrer Den Lille Havfrues 97-års fødselsdag den 23. august med eventyrligt vandshow, børneteater og Tivoli-Garden.
For godt fem måneder siden drog Den Lille Havfrue afsted på sit livs rejse til verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai, og i disse dage markeres hendes første fødselsdag uden for landets grænser med en lang række festlige aktiviteter på den danske pavillon.
Hvert år plejer Havfruen at få selskab af levende havfruer i alle aldre i vandet ved Langelinie, og traditionen følger nu med hele vejen til Kina.
Den tre dages lange fødselsdagsfest kulminerer om formiddagen på selve fødselsdagen mandag den 23.august med et eventyrligt vandshow i havnebadet i den danske pavillon. Tre danske havfrue-synkronsvømmere fra USG (Universitetets Studenter-Gymnastik) i København samt den danske koreograf og danser Tore Munch opfører en særlig vandfortælling om den vandforskrækkede trold, der forelsker sig i de dejlige havfruer.
Generalkommissær for den danske pavillon, Christopher Bo Bramsen, siger:
- Vi vil holde en stor fest for Den Lille Havfrue på hendes første fødselsdag uden for Danmark. Hun har brug for et lille pusterum , efter hun har gjort en fortrinlig indsats for at være med til at gøre den danske pavillon til en succes på EXPO 2010. Og det er lykkedes flot, da der indtil videre har været over tre millioner gæster på den danske pavillon for at se havfruen, den unikke pavillon og vores bud på det gode danske byliv, hvor man bruger cykler i stedet for biler, har rent vand i havnen og dyrker den bæredygtige livsstil.
Festlighederne, som varer fra 21. - 23. august, retter sig især mod børn og unge. Dagene byder blandt andet på papirklip med mestre indenfor faget - danske Søren Thaae og kinesiske Lu Xue. Besøgende kan også opleve fire drenge fra Tivoli Garden, som spiller på trommer og fløjte, samt forestillinger fra Teaterværkstedet Madam Bach. Børnene vil også kunne blive fotograferet som havfrue på en stor sten ved pavillonen og deltage i en festlig LEGO-workshop.
Fødselsdagsfesten på den danske pavillon rundes af mandag den 23. august kl. 11 -12 dansk tid, hvor de mange deltagere vil vinke hjem til Langelinie i København. Her kan man på en storskærm se Den Lille Havfrue live under hele hendes ophold i Shanghai. Man kan også se video-optagelsen ved at klikke ind på www.mermaidexchange.com/flash.htm
Den 23. august fra klokken 15 dansk tid vil pressefotos og levende billeder fra fødselsdagsfestlighederne på pavillonen kunne downloades til fri afbenyttelse.
Video (.mov H.264 codec) kan downloades fra følgende sted :
http://files.idcreations.info/index.aspUsername: littlemermaid
Pressebilleder samt en beskrivelse af mandagens begivenheder kan findes på
www.expo2010.dkKontakt
For en kommentar fra Christopher Bo Bramsen, generalkommissær for den danske pavillon, kontakt presseansvarlig Lene Winther på mobil +86 13671825277.
Fakta:
- Den Lille Havfrue er en af Danmarks største turistattraktioner. Statuen, der illustrerer H.C. Andersens eventyr fra 1836, blev skabt af billedhuggeren Edvard Eriksen og skænket til Københavns Kommune af kunstmæcenen, brygger Carl Jacobsen. Statuen blev opstillet på Langelinie den 23. august 1913.
- Statuen af Den Lille Havfrue deltager på Verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai. Hun forlod København den 25. marts og vender tilbage i november, efter afslutningen af EXPO 2010.
- Udlånet af Den Lille Havfrue er et led i en kulturel udveksling - Mermaid Exchange - mellem Danmark og Kina.Den verdenskendte kinesiske kunstner Ai Weiwei (kendt for den Olympiske Stadiums "Bird's Nest" i Beijing) har skabt en storskærms-installation, som er placeret i vandkanten på Den Lille Havfrues plads på Langelinie i København. På storskærmen kan man døgnet rundt se en livevideo-transmittering af Den Lille Havfrue og indgangspartiet i den danske pavillon i Shanghai.
- Video-transmitteringen kan også ses døgnet rundt på
www.mermaidexchange.com/flash.htm - Den danske pavillon hedder Welfairytales, hvor sammentrækningen af ordene welfare og fairytales indeholder det samlede koncept bag pavillonen og udstillingen.
- Den danske pavillon har omkring 30,000 besøgende hver dag og har indtil nu haft et samlet besøgstal på over 3 millioner.
- Den danske pavillon præsenterer nye billeder, nye ideer og ny viden relateret til, hvordan Danmark kan skabe bæredygtige byer med høj livskvalitet. Historierne om de fælles udfordringer, fælles muligheder og fælles strategier integreret i den danske pavillon skal invitere og inspirere både kinesiske og besøgende fra andre lande til nye og varige partnerskaber med Danmark og danske virksomheder.
- Den danske pavillon er designet af et projektteam bestående af Bjarke Ingels Group Arkitekter (BIG), 2+1 Idébureau og ARUP ingeniører.
- Med et budget på 150 mio kr. er deltagelsen i EXPO 2010 Danmarks hidtil største. Økonomi-og Erhvervsministeriet bidrager med 75 millioner kroner, mens Realdania er den største private bidragyder med 50 mio.kroner. A.P. Møller-Mærsk, Grundfos, Vestas Wind Systems A / S og Landbrug & Fødevarer (Arla Foods, Kopenhagen Fur og Carlsberg) bidrager med 20 mio.kroner, mens Ny Carlsbergfondet står for den kunstneriske udsmykning af pavillonen.
- Grundfos er hovedsponsor for Den Lille Havfrues fødselsdagsfest i Shanghai. Øvrige sponsorer tæller LEGO, Mengniu Arla, Normann Copenhagen og Shanghai Youshang Sports Facilities Co., Ltd.
Relevant information
http://www.expo2010.dk
Firma
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Dahlerups Pakhus, Langelinie Alle 17
2100 København Ø ,
Danmark
35 46 66 60
http://www.ebst.dk