13/09-16
-
Pressemeddelelse
Troels Lund Poulsen: Regeringens politik begynder at virke i landdistrikterne
Både beskæftigelsen og boligpriserne er nu på vej op uden for de store byer. Det viser, at regeringens politik begynder at virke, fastslår erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen glæder sig over nye tal, der viser, at flere er kommet i beskæftigelse i alle landsdele af Danmark.
Samlet set steg antallet af beskæftigede lønmodtagere med 11.600 i hele landet fra første til andet kvartal i år, viser tal fra Danmarks Statistik. Blandt andet kunne Vest- og Sydsjælland melde om en stigning i beskæftigelsen på 1.567 personer i årets første halvår.
Det er kun anden gang siden finanskrisen, at samtlige landsdele kan konstatere en stigning i job over det seneste år.
»Jeg glæder mig meget over, at det går fremad i landdistrikterne. Regeringen har fra start haft et ønske om at få skabt vækst og udvikling i hele Danmark, og derfor præsenterede vi sidste efterår over 100 forskellige initiativer, der skal skabe vækst og gøre det lettere at bo og arbejde i alle dele af Danmark, og jeg mener, at vi nu kan se, at initiativerne er begyndt at virke,« siger Troels Lund Poulsen.
Han tilføjer, at den lave rente, en stigende realløn efter skat og den lave pris på olie, er de for tiden helt store stimulanser til dansk økonomi, som trækker beskæftigelsen op.
»Regeringen har iværksat ganske mange initiativer til at styrke den økonomiske udvikling i alle dele af landet. De mange politiske aftaler bliver nu udmøntet i konkrete ordninger og regler, som begynder at få effekt, og det glæder jeg mig over. Forleden så vi formentlig af samme årsag, at også boligpriserne og antallet af bolighandler stiger pænt - også uden for de store byer,« siger Troels Lund Poulsen.
Det er særligt inden for »bygge og anlæg,« »handel og transport« og »ejendomshandel,« at antallet af ansatte stiger, viser de nye tal fra Danmarks Statistik.
Fortsat er der dog 75.000 færre i beskæftigelse herhjemme, end lige før krisen for alvor blussede op i starten af 2008.
Pressekontakt
Lars Erik Skovgaard
Presserådgiver Erhvervs- og Vækstministeriet
91 33 70 17
Firma
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 66
33 92 31 66
http://www.evm.dk/