Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/10-16   -   Pressemeddelelse

Skoleprojekt vinder Landdistriktsprisen 2016

"Liv i By og Skole"-projekt i Jammerbugt Kommune har i dag modtaget Landdistriktsprisen 2016. Projektet har formået at opretholde de små landsbyskoler i kommunen gennem et forpligtende samarbejde mellem lokalsamfund og kommunen.

Når der stadig er små skoler i landsbyerne i Jammerbugt Kommune, skyldes det i høj grad projektet "Liv i By og Skole". Med projektet har kommunen indvilget i at bevare små lukningstruede landsbyskoler, til gengæld for at de enkelte lokalsamfund har forpligtet sig til at arbejde for fornyelse, forskønnelse og øget bosætning. Og samarbejdet har været en succes.

Kommunens små skoler eksisterer stadig, og flere landsbyer har i følge indstillingen stået med det luksusproblem, at de ikke har kunnet skaffe boliger nok til interesserede tilflyttere.

I dag kunne en glad erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen offentliggøre, at projektet nu også kan kalde sig vinder af Landdistriktsprisen 2016. I alt 49 kandidater var indstillet til prisen, hvor et dommerpanel endte med at pege på Jammerbugt Kommune med projektet "Liv i By og Skole" som vinder af Landdistriktsprisen 2016.

"Lokale kræfter spiller en overordentlig vigtig rolle i at udvikle de danske landdistrikter og gøre landsbyer og lokalsamfund til gode steder at bo og leve. Jammerbugt Kommune og borgerne i kommunen fortjener i den grad hæder for deres indsats og engagement i projektet "Liv i By og Skole", sagde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, da han i dag uddelte prisen på årets Landdistriktskonference på Kobæk Strand ved Skælskør.

Hos dommerpanelet var der også enighed om, at det var "Liv i By og Skole", der fortjente Landdistriktsprisen 2016.

"Jammerbugt Kommune har turdet løbe mod strømmen ved at igangsætte projektet "Liv i By og Skole". Et direkte samarbejde mellem kommune og lokalsamfund bør være en selvfølge ved udvikling i landdistrikterne. Kommunen er de borgere, der bor inden for kommunegrænsen - også borgerne i de mindste samfund," lød begrundelsen fra dommerpanelet, der bestod af Niels Hausgaard, sanger, tekstforfatter og entertainer (formand), Lars Møller, kommunaldirektør, Holstebro Kommune, Dorthe Winther, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer og Susanne Hovmand-Simonsen, godsejer, Knuthenlund.

Dommerpanelet lagde desuden vægt på, at projektet har haft en god bredde med blandt andet inddragelse af et socialøkonomisk virksomhedskoncept, som bidrager til at opretholde butiksaktiviteter og giver meningsfulde jobs til folk på kanten af arbejdsmarkedet.

2. præmien i Landdistriktsprisen 2016 gik til Venø Efterskole for at gøre en stor forskel for livet og udviklingen på øen, mens tredjepladsen gik til Købmand Joachim Cyrill Hansen i Horbelev på Falster.

Pressekontakt

Rasmus Holm Thomsen
Presserådgiver
  91 39 94 55

Firma

Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K, Danmark

  33 92 31 66
  33 92 31 66

http://www.evm.dk/

Modtag nyheder fra Erhvervsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater