03/03-17
-
Pressemeddelelse
Danmark fortsat i den digitale førertrøje
Danmark indtager endnu engang førstepladsen som EU's mest digitale land. Det viser Europa-Kommissionens netop offentliggjorte indeks over virksomheders, borgeres og de offentlige myndigheders digitalisering i EU-medlemslandene. Danmark topper indekset foran de øvrige nordiske lande.
Danmark har formået at holde sig helt i front i et Europa, der bliver mere og mere digitalt. Førerpositionen skyldes bl.a. en udbredt anvendelse af digitale teknologier blandt borgere og virksomheder i Danmark.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
"Digitalisering står meget højt på regeringens dagsorden. Der er en tæt sammenhæng mellem virksomheders digitalisering og produktivitet, og nye digitale teknologier kan åbne op for nye forretningsmuligheder for dansk erhvervsliv. Samtidig kan en øget digitalisering bane vej for en mere bæredygtig udvikling og en forbedret livskvalitet for vores borgere. Derfor er det glædeligt, at Danmark er helt i front i Europa inden for digitalisering, som bliver centralt at rykke på de kommende år."
Danmark kan dog ikke tillade sig at hvile på laurbærrene. Når man ser på bl.a. andelen af IKT-specialister i virksomhederne har Danmark fortsat behov for at løfte den digitale udvikling, og udenfor Europa rykker andre lande hurtigt på den digitale dagsorden.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
"Særligt de små og mellemstore virksomheder har i mindre grad udnyttet de digitale muligheder. Derfor er der nedsat et Digitalt Vækstpanel, der skal levere en række anbefalinger til regeringen, som vi vil indgå i en kommende strategi for Danmarks digitale vækst. Samtidig er virksomhedernes adgang til de rette digitale kompetencer en af de væsentligste faktorer i den digitale omstilling. Derfor arbejder vi på at etablere en teknologipagt med blandt andre arbejdsmarkedets parter og universiteterne for at sikre stærkere tekniske uddannelser."
Pressekontakt
Rasmus Holm Thomsen
Pressekonsulent
91 39 94 55
Firma
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 66
33 92 31 66
http://www.evm.dk/