09/02-12
-
Pressemeddelelse
Ændring i diskonteringsrentekurven
Erhvervs- og Vækstministeriet og Forsikring & Pension er enige om at ændre den tekniske beregning af realkredittillægget i diskonteringsrentekurven, som findes i "Aftale om finansiel stabilitet på pensionsområdet" fra oktober 2008.
Forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser benytter rentekurven, når de skal sikre, at der afsættes tilstrækkelige reserver til at dække de fremtidige pensionstilsagn.
Ændringen, der kun har beskeden betydning for selskabernes opgørelse af deres behov for reserver, skal forbedre selskabernes risikostyring gennem afdækning. Samtidig bliver diskonteringsrentekurven enklere.
Efter ændringen beregnes realkredittillægget som halvdelen af det optionsjusterede rentespænd mellem danske realkreditobligationer og den danske swapkurve.
Erhvervs- og Vækstministeriet og Forsikring & Pension er samtidig enige om at se nærmere på behovet for på længere sigt at tilpasse den nugældende diskonteringsrentekurve i lyset af nye EU-regler på området.
Erhvervs- og Vækstministeriet har bedt Finanstilsynet anvende ændringen i den daglige opgørelse af diskonteringsrentekurven med virkning fra og med 7. februar 2012.
For en nærmere beskrivelse af ændringen i diskonteringsrentekurven henvises til Finanstilsynets notat af 6. februar 2012 "Introduktion til den nye beregning af tillægget til Finanstilsynets diskonteringsrentekurve for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser".
Relevant information
http://evm.dk/
Firma
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 66
33 92 31 66
http://www.evm.dk/