16/02-12
-
Pressemeddelelse
Modificeret Bankpakke IV-ordning med individuel statsgaranti ved fusion
Erhvervs- og vækstministeren har oversendt et aktstykke til Finansudvalget vedrørende en modificeret Bankpakke IV-ordning med individuel statsgaranti i forbindelse med fusion mellem pengeinstitutter.
Ordningen er justeret på baggrund af drøftelser med EU-Kommissionen og EU-Kommissionens meddelelse om anvendelse af statsstøtteregler på støtteforanstaltninger til fordel for banker i forbindelse med finanskrisen fra og med den 1. januar 2012.
Den modificerede ordning, som vil blive administreret af Finansiel Stabilitet A/S, vil kunne anvendes af alle danske pengeinstitutter i forbindelse med en fusion, uanset om de tidligere har fået udstedt en individuel statsgaranti, under forudsætning af, at mindst ét af de involverede pengeinstitutter er nødlidende eller forventeligt nødlidende.
Herudover vil Finansiel Stabilitet A/S' indgåelse af aftaler om individuel statsgaranti bl.a. forudsætte, at:
1. Der er tale om fusion i henhold til konkurrenceloven.
2. Der foreligger en troværdig likviditetsplan.
3. Finanstilsynet vurderer, at det fortsættende institut har en holdbar forretningsmodel, jf. § 344, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.
4. Finanstilsynet kan godkende sammenlægningen, jf. § 204 i lov om finansiel virksomhed.
Hvis der er tale om udstedelse af en ny individuel statsgaranti til afløsning af en eksisterende individuel statsgaranti, er det en forudsætning for anvendelsen af ordningen, at statens risiko for tab på garantierne og eventuelle statslige kapitalindskud reduceres væsentligt i forhold til en situation, hvor de to institutter fortsætter hver for sig.
Hvis der er tale om udstedelse af en ny individuel statsgaranti, som ikke er til afløsning af en eksisterende garanti, skal tildelingen ske på et forsvarligt grundlag, jf. vurderingen i den tidligere ordning med individuel statsgaranti i lov nr. 68 af 3. februar 2009.
En ny individuel statsgaranti udstedt i forbindelse med en fusion kan have en løbetid på op til 5 år, dog ikke længere end til 31. december 2016, og kun en tredjedel af garantien kan have en længere løbetid end 3 år. Herved sikres en gradvis udfasning af garantien.
Pengeinstituttet skal betale en risikobaseret garantiprovision for statsgarantien, som tilfalder staten. Udgangspunktet for fastsættelsen af garantiprovisionen er det af EU-Kommissionen p.t. fastsatte minimumsniveau for institutter uden rating på 1,35 pct., jf. Kommissionens meddelelse af 6. december 2011. Hertil lægges et tillæg, der er stigende i garantiens løbetid, således at der i det første år tillægges 0,65 pct., det andet år 0,75 pct. og det tredje år og frem 0,90 pct. Såfremt EU-Kommissionens minimumsniveau sættes op, vil garantiprovisionen for nye garantiudstedelser som udgangspunkt blive forhøjet. Skulle Kommissionens minimumsniveau vise sig at give en højere garantiprovision i en konkret sag, skal betalingen ske efter den beregning, der giver den højeste provisionsbetaling.
Loftet for de samlede garantier udstedt under ordningen er 40 mia. kr.
Med den modificerede ordning vil der endvidere være mulighed for at opnå en individuel statsgaranti, hvis fusionen mellem to pengeinstitutter udløser forfald af eksisterende seniorgæld til betaling. Den individuelle statsgaranti vil kunne have op til samme størrelse som den forfaldne seniorgæld. Loftet for de samlede garantier udstedt under denne ordning er 10 mia. kr.
Obligationer, der er udstedt med ny individuel statsgaranti, skal belånes i Nationalbanken og må ikke sælges til tredjemand.
Pengeinstitutterne kan foreløbigt søge om og få udstedt individuel statsgaranti frem til senest den 30. juni 2012, dog maksimalt frem til udgangen af 2013. EU-Kommissionen kan alene godkende ansøgningsperioden for op til et halvt år ad gangen, hvorfor perioden for ansøgninger og udstedelse alene er fastlagt frem til 30. juni 2012.
Relevant information
http://evm.dk/
Firma
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 66
33 92 31 66
http://www.evm.dk/