16/04-12
-
Pressemeddelelse
Sohn: Serviceeftersyn af erhvervsfondsloven
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har nedsat et udvalg, der skal give erhvervsfondslovgivningen et serviceeftersyn. Udvalget skal komme med forslag til en modernisering af lovgivningen inden udgangen af i år.
Som en naturlig konsekvens af den politisk bredt funderede revision af selskabslovgivningen i 2009 er der nu behov for at gennemgå reglerne for erhvervsdrivende fonde. De nuværende regler bygger i stort omfang på den tidligere selskabslovgivning, og udvalget skal bl.a. se på, hvilke konsekvenser selskabsreformen bør have for erhvervsdrivende fonde.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:
- De erhvervsdrivende fonde spiller en vigtig rolle i dansk erhvervsliv, og det er vigtigt for regeringen, at fondsmodellen også i fremtiden anses for attraktiv og brugbar. Samtidig lægger regeringen stor vægt på et ansvarligt og åbent erhvervsliv, der er præget af god virksomheds- og ledelseskultur. Derfor har jeg nedsat et udvalg, der skal foretage et serviceeftersyn af erhvervsfondslovgivningen. Jeg ser frem til at modtage udvalgets rapport.
Udvalget bliver bredt sammensat og kommer til at bestå af personer med indgående kendskab til erhvervsfondsmodellen. Formand for udvalget bliver Finn Meyer, tidligere seniorpartner i revisionsfirmaet KPMG.
Formand for Erhvervsfondsudvalget Finn L. Meyer:
- Jeg vil gerne sige tak for den tillid, der er udvist mig. Det er med stor ydmyghed, at jeg påtager mig opgaven, og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet. Med den betydning erhvervsdrivende fonde har og har haft i Danmark, er det mit håb, at arbejdet vil lede frem til en moderniseret lovgivning og et regelsæt, der fremdeles vil gøre det attraktivt at etablere og videreudvikle erhvervsdrivende fonde i Danmark.
Udvalget skal vurdere, om den nuværende lovgivning giver tilstrækkelige fremtidssikrede rammer for, at fondsmodellen er attraktiv og fortsat kan bidrage til vækst og erhvervsudvikling.
Desuden skal udvalget vurdere behovet for en styrkelse af reglerne omkring gennemsigtighed, uafhængighed, ledelse og samfundsansvar, samt om der skal udarbejdes anbefalinger om god fondsledelse. Endelig vil der blive set på behovet for at styrke det offentlige tilsyn med erhvervsdrivende fonde.
Det er på denne baggrund regeringens hensigt at gennemføre en modernisering af fondslovgivningen.
Relevant information
http://evm.dk/
Firma
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 66
33 92 31 66
http://www.evm.dk/