25/04-12
-
Pressemeddelelse
Hurtigere bredbånd
I 2011 steg hastigheden for de solgte bredbåndsabonnementer med 60 pct. for download og 20 pct. for upload. Det viser helt nye tal for det danske bredbåndsmarked.
Den øgede hastighed skyldes først og fremmest, at brugen af fiberforbindelser nu for alvor slår igennem. Der er således sket en stigning på 28 pct. i antal solgte fiberforbindelser i 2011. Antallet af danskere med en bredbåndsforbindelse på mere end 30 Mbit/s er desuden steget med næsten 235 pct. fra 46.000 til 154.000.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:
- Jeg er glad for, at danskerne tager de hurtige bredbåndsforbindelser til sig. Det er et vigtigt fundament, for at borgere og virksomheder kan tage nye innovative tjenester i brug og herved fremme væksten i den digitale økonomi. Regeringen understøtter denne udvikling ved at fremme både bedre dækning og højere hastigheder bl.a. ved udbud af frekvenser i 800 MHz-området til mobilt bredbånd, der også vil give bedre dækning af sommerhusområderne. Herudover har vi en målsætning om 100 Mbit/s bredbånd til alle i 2020.
De nye tal viser også, at Danmark er blandt de lande i verden, hvor der er flest bredbåndsabonnementer pr. indbygger på fastnet. Alene i løbet af de sidste seks måneder af 2011 er der kommet mere end 40.000 nye fastnet bredbåndsabonnementer. Dermed er der over 39 abonnementer pr. 100 indbyggere i Danmark. Dertil kommer de mobile abonnementer. Ligeledes blev der i den sidste halvdel af 2011 tegnet 70.000 nye mobile bredbåndsabonnementer.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:
- Det er regeringens klare mål, at alle danskere skal have mulighed for højhastighedsbredbånd således, at ingen danskere efterlades uden for den digitale verden, der er en stadig vigtigere indgang i forhold til nye tjenester, digital borgerservice, velfærdsteknologi og i det hele taget deltagelse i samfundet. Det er derfor en stor glæde at se, at danskerne udnytter mulighederne for bredbånd i et omfang, der gør, at Danmark er blandt de lande i verden, hvor der er flest, der har bredbånd.
Tallene fra bredbåndsmarkedet er en statistik baseret på selskabernes markedsførte hastigheder.
Fakta
· I løbet af 2011 er medianen for de solgte abonnementers markedsførte downloadhastigheder steget med 62,5 pct. fra 9,6 Mbit/s til 15,7 Mbit/s og medianen for de markedsførte uploadhastigheder steget med 21,3 pct. fra 1,3 Mbit/s til 1,5 Mbit/s.
· Medianhastigheden er den hastighed, hvor halvdelen af de solgte abonnementer har højere hastigheder, og den anden halvdel lavere hastigheder. Medianen giver på den måde et estimeret billede af den typiske markedsførte hastighed for de solgte abonnementer
· I 2011 steg antallet af danskere med en bredbåndsforbindelse på mere end 30 Mbit/s med næsten 235 pct. fra 46.000 til 154.000, samtidig har mere end 290.000 danskere fået en bredbåndsforbindelse på mindst 10 Mbit/s, hvilket er en stigning på godt 32 pct.
· Fiber er blevet mere populært i 2011, således er antallet af fiberabonnementer i Danmark steget fra 171.000 til 219.000, i samme periode er antallet af xDSL abonnementer faldet med 36.000.
Baggrund
· Erhvervsstyrelsen indsamler to gange årligt data fra udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og disse bliver publiceret i to halvårlige telestatistikker.
· Telestatistikkens data er baseret på indberetninger fra 130 selskaber.
Telestatistikken og de tilhørende baggrundsark kan hentes på itst.dk
Relevant information
http://evm.dk/
Firma
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K,
Danmark
33 92 31 66
33 92 31 66
http://www.evm.dk/